Historie
Klubben har haft kajakker gennem rigtig mange år. Det meste af klubbens levetid har det været roere, der også har taget en kajak fra tid til anden. Eller hvor man har taget kajakker med på ture for at få antallet til at gå op. På langture er de gode til at ro lidt i forvejen og se om forholdene er i orden til at en inrigger kan gå til til stranden eller komme gennem et lavvandet område.
Selv om vi er en havklub, har der altid været mest interesse for turkajakkerne. De er lettere og hurtigere end havkajakker, men også lidt mere levende. Og de har derfor været velegnede til at tage på ture sammen i klubregi.
I 2024 meldte vi os ind i DKF, og begyndte at certificere vores medlemmer og instruktører i IPP-systemet.
Vi har i dag en aktiv og engageret del af vores medlemmer, der dyrker kajaksporten. Enten eksklusivt eller i kombination med inriggerroning. Vi er samtidig i gang med at uddanne en ny generation af kajakinstruktører.

Bådtyper
Klubben råder over nogle havkajakker, en del turkajakker og enkelte SUP-boards. Der er turkajakker i flere vægtklasser og sværhedsgrader (wobble 8-10 på kajakinfo.dk). Bådene er frie til at bruge for alle medlemmer med de korrekte kompetencer.
Uddannelse
Vi uddanner vores medlemmer i IPP systemet. Men man kan altså ikke bare købe sig til et kursus. Vores mål er, at de kursister vi uddanner, bliver en del af klubben. Både motionsdelen og den sociale del.
Da vi kun har instruktører til turkajak, er det den bådtype, vi afholder kursus i og certificerer til. Man kan dog sagtens prøve vores havkajakker og bruge en havkajak enkelte gange under kurset – hvis vejr eller lyst ansporer til det. Men den afsluttende prøve og dertil hørende certificering er for turkajak. Vi kan undervise op til niveau IPP2.
Har man et IPP-bevis fra en anden klub eller kursus, gælder det også i Greve Roklub. Instruktørerne kan dog udbede sig retten til at se en enkeltmandsredning eller makkerredning (som niveauet gælder), inden man får lov at tage klubbens kajakker alene.
Hold i 2026
Man kan komme ud at prøve en kajak og se klubben til vores åbent hus arrangement 9. maj kl 10-14.
Herefter starter vi vores første hold med fælles roskole søndag 31. maj. Efter roskolen kører vores begynderhold torsdag aften. Holdet slutter i løbet af juli, hvor de sidste kursister gerne skulle have bestået prøven.
Andet hold starter med en roskoledag søndag 9. august og kører med ugentlig undervisning om torsdagen derfra.
Når man har gennemgået kurset er man uddannet til IPP niveau 1 i turkajak. Ofte halvvejs til IPP2. Herefter kan man fortsætte på vores mandagshold, hvor man får noget mere erfaring, undervisning og kilometer i armene. Og færdiggøre sin uddannelse til IPP2.

Udstyr
Først (og sidst) på sæsonen anbefaler vi kraftigt en våddragt. Senere kan man ro i almindeligt træningstøj. Så længe tøjet kan tåle en svømmetur og ikke hæmmer for meget i vandet.
Hav også altid et sæt skiftetøj med. Husk at en tur i kajak kan involvere en svømmetur.
Kajak, pagaj og svømmevest lånes af klubben. Der er også enkelte våddragter man kan låne, hvis man er så heldig at kunne passe dem.
Vinteruddannelse
Om vinteren afholdes kursus i sømandskab, vind og vejr, samt lokalt farvandskendskab. Det opfordres alle til at deltage i. Derudover er der kurser i f.eks. knob og tovværk, førstehjælp eller lignende.

