Stor ros til alle roere og heppere – vi klarer os super godt i De 5 Stærke. Greve Roklub havde et højt antal deltagere, vores lille klub taget i betragtning, og klarede udfordringen med de 55 km i november til en 1. plads.
Der blev sendt en særlig pakke til klubben for den flotte indsats og præmien blev uddelt ved lodtrækning under gløgg og æbleskivehyggen til 28 heldige af de seje roere. Der er derfor mange nye ejere af en Concept2 drikkedunk i klubben – såååå skriv navn på ☺️
I skrivende stund ligger vi til endnu en sejr i december – godt gået. Hold fast og giv den alt, hvad maskinerne kan trække i januar, så vi også kommer i hus med de 100 km minimum 25 af os – vi hjælpes ad.
Husk også at der sideløbende med de 5 stærke er flere udfordringer på concept2 app’en – januar er det fx 100 km, som vi alligevel skal ro… Så der er mulighed for at vinde flere steder…
Gløgg, æbleskiver og klubaftener.
Der blev traditionen tro afholdt hyggeaften med gløgg, æbleskiver og lotteri den 11. december. Der var stor tilslutning til julehyggeklubaften og appetitten var stor – dejligt med glade medlemmer i klubben og ikke mindst god varme i huset.
Det famøse amerikanske lotteri løb af stablen med flotte præmier – de super heldige vindere i lotteriet modtog en kæmpestor pose lækkerier til julebordet med ekstra tilbehør i flere sideposer. Helt bestemt en god investering i Vennernes lotteri – and, medister, flæskesteg, rødkål, kartofler, småkager, vin osv. Mange dejlige sager til julebordet.
De øvrige klubaftener har været nydt med fællesspisning, hvor menuen stod på proppede mørbrad med tilbehør og den sædvanlige hygge. Sidste klubaften inden jul mødtes vi til mere gløgg og julegavesparring om de sidste pakker – på alle måder en effektiv givtig hyggelig klub.
Førstehjælpstasker
Det er lykkedes os at få en bevilling fra Trygfonden til indkøb af særlige førstehjælpstasker beregnet til vandsport.
Der er derfor blevet indkøbt 5 drybags med diverse udstyr, som skal medbringes på langture, men også sagtens kan komme med på de kortere roture.
Slides i klubben…
En lille gruppe udsendte tog 11. december til Gladsaxe for at overvære EURO SLIDE OPEN og ikke mindst gøre en god handel med Reiner fra Modest Sport.
Klubben er derfor nu de heldige ejere af 3 sæt slides. Det gør det lettere at træne sammen og mærke effekten af samarbejdet og ikke mindst øve bevidstheden om, at den rolige fremkørsel får båden til at glide ind under os.
Det skal prøves, mærkes og tilvænnes. Gør det et par gange – al begyndelse er anderledes og lidt svær…
Vinter roreglement
Fristet af andre klubbers gøren og laden og iveren efter at kunne bruge vandet en skøn vindstille solrig vinterdag, har fået bestyrelsen til at udarbejde et supplement til vores allerede eksisterende reglementer.
Det nye vinterreglement er vedlagt nyhedsbrevet og vil være at finde i klubben sammen med de øvrige reglementer.
Vigtigt er det at bemærke, at man hvert år søger bestyrelsen om godkendelse til vinterroning, da det blandt andet kun gives til frigivne roere.
I samme omgang skal det bemærkes, at det allerede eksisterende vinterreglement for kajakroere er revideret og tilføjet ændringer, der er tilpasset de af DFfR og DKF opstillede retningslinjer.
Apropos vinter og kulde – husk at sætte varmeanlægget på tændt HEAT 16 grader inden huset forlades.
Det er pivkoldt og hårdt at skulle varme huset op om morgenen som de første roere på maskinerne 🥶
Highlights fra året der gik…
Med dette sidste nyhedsbrev for året 2025 er det værd at fremhæve et par af de skønne oplevelser, der har været igennem året.
2025 blev året, hvor Greve Roklub:
Opdagede at der dyrkedes mere konkurrence internt og eksternt, end vi umiddelbart var klar over. Ren fornøjelse og vanvittigt sjovt, at bruge det som en drivfaktor og opmuntring til at hjælpe hinanden og klare diverse udfordringer.
Fik presset 42 medlemmer ind i stuen til fællesspisning og nød godt af mange nye gode stole og borde.
Mere end fordoblede antallet af kilometer roet på vandet i sæsonen end det forgangne år.
Investerede i 5 nye romaskiner, der bruges flittigt til blandt andet e-Roning.
Deltog ved DM i ergometerroning og kom hjem med medalje.
Den traditionsrige og berygtede kanindåb blev genindført og godt 20 kaniner døbt.
Genoptog langtur med overnatning.
Iværksatte nyt tiltag om flere uddannede korttursstyrmænd og dermed mere fleksibilitet.
Bare summede af liv og en masse glade energiske medlemmer
Aktiviteter i januar
1.1. Frist for forslag til behandling på generalforsamlingen
7.1. kl. 19-21 Nytårskur
14.1. kl. 18-19 Hjerteredder Kursus
14.1. kl. 19-21 Fællesspisning
24.1. kl. 9-13.30 Styrmandsteori for inrigger og kajak del 1
28.1. kl. 19-21 Sauna og wellness
Sæt kryds i kalenderen
7.2. kl. 10 Generalforsamling
21.2. kl. 9-13.30 Styrmandsteori for inrigger og kajak del 2
22.2. kl. 9-13.30 Styrmandsteori for inrigger og kajak del 1
7.3. kl. 9-13.30 Styrmandsteori for inrigger og kajak del 2
Anders og Thomas har været på kursus for at dygtiggøre sig i vedligehold af vores materiel.
Der er blevet slebet og slebet og slebet lidt mere. De har lært om reparation af diverse dele på vores både og desuden lært at arbejde med glasfiber, så vi også kan klare at fikse mindre skader selv på fx. kajakkerne.
Der er allerede afholdt flere klubaftener med vedligehold og der er flere i kalenderen. Her er det muligt at komme ned og være med til at ordne vores grej og få lidt viden om, hvordan det gøres bedst.
Banko aften
Traditionen tro afholdte klubben årets populære bankospil primo november.
Det var i særdeleshed en vellykket banko aften med stor deltagelse. Vi lagde ud med en hyggelig fællesspisning, hvor formiddagsholdet havde tilberedt den lækreste hokkaidosuppe med tilbehør.
Da alle var blevet godt mætte var det tid til banko, og der blev gået til den med dybe suk, ahh, neej, ryst posen, mens formanden råbte bankonumre op.
Der var gode gevinster som kaffe, rødvin, mørbrad og lækre frugtposer.
Mange var heldige at vinde, nogle var ekstra heldige og vandt op til flere gange – andre måtte glæde sig over at være med.
Saunagus og Wellness
Sæsonens første saunagus er blevet gennemført med en masse hygge. Vores sauna kørte i 2 timer til stor fornøjelse for alle deltagere, der på skift var med til afspænding og åndedrætstræning samt saunahygge med indlagt smut til rampen og dyp i det iskolde vand. Denne gang med stor beundring for at trodse vinden med piskende slud.
En skøn aften med dejlige dufte og muligheden for at komme helt ned i gear.
Saunasæsonen er i fuld gang og mange nyder at kunne sidde i varmen og hygge. Husk derfor de simple guidelines vi har:
luft ud når I er færdige – altså sætte døren på klem, så alle de dejlige dufte kan komme ud og give plads til sauna uden duft.
hæld kun vand på stenene eller i det “store” kar ved stenene.
tilsæt kun olie i det lille kar ved stenen – ALDRIG på stenene, da det kan forårsage brand.
Filmaften for herrerne
En gruppe af de gamle mænd, der ror på nye maskiner, brugte en lørdag eftermiddag og aften i klubben med god mad, slikposer, snack samt film. En begivenhed, der er ved at blive til en tilbagevendende tradition 2 gange årligt for herrerne.
Næste gang vil blive lagt på holdsport under øvrige aktiviteter, når datoen er fundet.
Årets julefrokost…
Helt som vanligt – det der sker til julefrokosten bliver til julefrokosten.
Vi havde en skøn fest med fantastisk dejlig mad og meget af det. Tak til alle for en skøn julebuffet.
Vi hyggede med sang, sjove aktiviteter, der skærpede kompetencer og synliggjorde behov for træning på enkelte færdigheder…
Det blev næsten besluttet, at klubben fremadrettet skal på slåen-pluknings-udflugt og derefter igangsætte egen produktion af ret populær slåen snaps.
Ergometerroning – De 5 stærke
Det har været absolut fantastisk at mærke den energi og det fællesskab, der har været omkring vores vinterudfordring på maskinerne.
Der er blevet roet med iver og for det meste højt humør.
I vores ikke-konkurrenceklub har igen vist sig, at vi er næsten ligeglade, så længe vi ligger top 3 eller vinder.
VI VANDT november måneds udfordring, hvor det handlede om at alle deltagende roere nåede 55 km. DFfR har allerede skrevet til os, at vi er bemærket som en mega sej klub, hvor mange ror meget.
Nu gælder det de 4x12km = 48km i december måned. Der er i skrivende stund allerede roet adskillige km ind til klubben.
Vi kan sagtens nå det og se det som en god træning til januar måned, hvor vi kommer til at ro 100 km.
Så mød op og vær med til sjov og hygge på maskinerne. November måned bød på 35 aktive roere – mon ikke december kan byde på mindst lige så mange 🙂
Tag næste skridt som roer – kom til uddannelse i vinterperioden
Uddannelsen er for alle roere – inrigger såvel som kajakroere.
Efter uddannelsen ved du mere om følgende emner:
• Kommandoer
• Eget rofarvand
• Søvejsregler
• Vind og vejr
• Bådens indretning
• Sikkerhed
Vi håber at mange af jer vil tage imod tilbuddet. Uddannelsen er ganske gratis og afvikles af klubbens egne instruktører. Det kommer til at foregå i klubhuset hen over nogle lørdage og søndage i den mørke tid. For at komme gennem et samlet uddannelsesforløb kræver det, at du tilmelder dig til både dag 1 og dag 2 – og det skal være i nævnte rækkefølge, hvis det skal give mening for dig. Begge dage skal du afsætte 4-5 timer. Du kan tilmelde dig til dagene på Holdsport efter følgende plan:
Lørdag 24. januar – Dag 1
Lørdag 21. februar – Dag 2
Søndag 22. februar – Dag 1
Lørdag 7. marts – Dag 2
Kan du ikke i februar – kan du sagtens tilmelde dig til dag 1 i januar og dag 2 i marts.
Alle dage i tidsrummet kl. 0900 – 1330. Tilmelding på Holdsport. Instruktørerne vil sætte pris på, at tilmelding sker mindst 2 uger inden dagen. Men du behøver ikke at vente, vi vil sætte pris på din tilmelding, så hurtigt som muligt.
I sommerperioden 2026 har du så mulighed for, som inrigger roer, når du selv tænker at være klar til det, at tage en praktisk prøve på vandet, hvorefter du kan varetage rollen som korttursstyrmand. Jo flere korttursstyrmænd vi er i klubben, jo mere fleksibelt bliver det, når vi skal på vandet.
Vi vil så gerne være en klub, hvor så mange af os som muligt ved mest muligt om det at være sammen på vandet. Så derfor håber vi, at mange af jer vil møde frem på uddannelsesdagene.
Hvis du gerne vil vide lidt mere om det hele, inden du tilmelder dig
så kontakt Carsten via fugleparken3@youseepost.dk eller tlf. 40522126
Motionsturneringen 2025
Leif Thygesen som står for motionsturneringen konkluderer følgende ved afslutningen af rosæsonen 2025:
”Samlet set blev årets resultat: 4.516 roere fra 40 klubber roede tilsammen 1.644.318 kilometer, hvilket svarer til et gennemsnit på 364,070 km/roer. I Motionsturneringen er der ingen tabere – alle er vindere. Belønningen for din sejr modtager du allerede under roturen: Enestående god motion, som regel sammen med gode venner i frisk luft i et stykke smuk natur. Jo, rosporten kan noget.”
Årets vinder blev Roklubben Gefion med et gennemsnit på 636,419 km skarpt forfulgt af Hellerup Dameroklub med 634,973 km i gennemsnit. På tredjepladsen kom Roklubben Furesø med 544,161 km.
Greve Roklub fik en i år en placering som nr. 4 i tredje division med et gennemsnit på 224,231 km. Det svarer til en samlet placering som nr. 34 ud af de 40 klubber som deltog.
Vi har haft en rosæson hvor der blev roet i alt 14575 km, hvilket er det bedste resultat siden 2010 og mere end dobbelt så meget som sidste år.
Lad os allerede nu sætte et mål for den kommende rosæson, nemlig at vores samlede aktivitet på vandet bliver endnu bedre end i år.
Jens Revall
Julehygge med gløgg og æbleskiver onsdag 10.12. kl. 19
Vi holder den traditionelle julehygge med gløgg og æbleskiver og i år bliver der atter et kinesisk lotteri, hvor du kan vinde vin og poser med julevarer. Det hele bliver til sædvanlige lave priser, nemlig kun kr. 30 for gløgg og æbleskiver mm. og lodderne koster kr. 5 pr. stk. eller 10 stk. for kr. 30. Vi ses til en hyggelig aften.
Jens Revall
Generalforsamling 2026 – Greve Roklub og Roklubbens Venner
Så er datoen for den årlige generalforsamling fastsat. Det bliver lørdag den 7. februar 2026 kl. 10 i klubhuset. Vi afholder også generalforsamling for Roklubbens Venner samme dag.
Dagsorden og regnskab vil blive sendt ud senest 3 uger før afholdelsen af generalforsamlingen.
Bemærk at hvis du har forslag som skal behandles på generalforsamlingen så skal de iht. Vedtægtens §7 stk. 3, være fremsendt til bestyrelsen senest 1/1-26.
Sæt allerede nu kryds i kalenderen så du kan være med til at præge klubbens forhold.
Jens Revall
Tillykke til…
Anders og Thomas der har bestået 1. del af materielkurset Kirsten og Keld, der kunne fejre diamantbryllup 27. november.
Aktiviteter i december
3. kl. 19 Fællesspisning.
10. kl 19-21 Klubaften med julehygge, gløgg og æbleskiver.
17. kl 19-21 Panik julegavesparring og kagehygge.
Sæt kryds i kalenderen
7.1. kl. 19-21 Nytårskur
14.1. kl. 18-19 Hjerteredder Kursus
14.1. kl. 19-21 Fællesspisning
24.1. kl. 9-13.30 Styrmandsteori for inrigger og kajak del 1
28.1. kl. 19-21 Sauna og welness
21.2. kl. 9-13.30 Styrmandsteori for inrigger og kajak del 2
22.2. kl. 9-13.30 Styrmandsteori for inrigger og kajak del 1
7.3. kl. 9-13.30 Styrmandsteori for inrigger og kajak del 2
Der var stor tilslutning til den fælles arbejdsdag med nedtagning af bro og rengøring af hele klubhuset.
Det var fantastisk at opleve, hvordan der er blevet taget godt imod den struktur, der forsøges at blive opbygget omkring vores fællesrengøringer.
Det virker 🤩
Der er blevet gjort godt og grundigt rent i alle hjørner, skuffer og skabe er ryddet op, omklædningen er afkalket og nye blomster pynter på terrassen.
Broen er taget ned for i år, så hvis man skal ro, må det nu foregå på ergometer i klubhuset.
Standerstrygning
Med et strålende hus i baggrunden og pølser på grillen, kravlede Sanne op ad stigen for at stryge standeren.
Jens opsummerede sæsonen og kunne fortælle, at vi i rosæsonen 2025 har roet mere end dobbelt så meget som sidste år og generelt mere end de sidste mange år. Vi sluttede med et kilometertal på 14.575 km.
Det flotte resultat kommer selvsagt af en høj aktivitet på vandet – 3 medlemmer har rundet 1000 km og kan se frem til at modtage en sølvåre ved nytårskuren. Der har desuden været mange længere ture både med og uden overnatning.
Der er et håb om, at det gode fællesskab og den høje aktivitet kan fortsætte til næste år.
2025 blev også året, hvor den gamle tradition kanindåb blev genindført og en stor flok kaniner døbt. Der er allerede flere kaniner klar til næste års dåb, hvilket vi med glæde kan se frem til.
Fantastisk at så mange glade medlemmer mødte op for at fejre afslutningen på en god sæson.
8 GP bliver til 5 Stærke
De frivillige bag det velkendte Vinter Otter Grand Prix har valgt at stoppe efter faldende deltagelse.
Nu har DFfR taget stafetten videre, og ergometerudvalget har skabt Vinterens 5 Stærke – en ny ergometerudfordring for alle, der løber fra november til marts.
Vinterens 5 Stærke er en fælles udfordring for hele klubben. Alle er med automatisk, når de roede kilometer indberettes i GoMember. Det er de medlemmer, der er aktive på ergometer og registrerer deres kilometer, der tæller i konkurrencen – ikke klubbens samlede antal medlemmer. Der er ingen krav om, hvor mange kilometer eller hvor hurtigt man ror for at nå i mål – Alle er med uanset niveau.
Udfordringernes indberetning foregår i GoMember og bygger på tillid, det er forventet, at man er ærlig om de kilometer man registrerer. Med vinterens 5 Stærke udfordringer er der lagt op til, at man lige tager en kilometer mere, eller man lige tager en ekstra tur – for at hjælpe klubben med at forbedre sin placering.
De 5 udfordringer
November Challenge vindes af den klub, hvor procentvis flest medlemmer har roet minimum 55 km eller mere fordelt på alle registrerede ture.
DecemberChallenge vindes af den klub hvor procentvis flest medlemmer har roet minimum 48 km eller mere fordelt på alle registrerede ture.
Januar Challenge vindes af den klub, hvor procentvis flest medlemmer har roet 100 km i alt i løbet af hele januar måned
Februar Challenge vindes af den klub hvor procentvis flest medlemmer har roet minimum 56 km fordelt på alle registrerede ture.
Marts Challenge vindes af den klub hvor procentvis flest medlemmer har roet 13 km 3 gange i marts måned.
Den samlet vinder er den klub, der procentvis over de fem Challenges har den bedste score totalt set. Ved pointlighed i den samlede turnering, afgøres 1. pladsen ved lodtrækning.
Med aktive ergometerroere menes de klubbens medlemmer, der har registreret mindst 1 km på ergometer i challenge-perioden. Det vil sige, at beregningen ikke tager udgangspunkt i hele klubbens medlemstal, men kun i de medlemmer, der har roet mindst 1 km i perioden.
Alle kilometer registreres via GoMember-platformen.
De klubber, der ikke allerede bruger platformen, bliver oprettet med gratis adgang til den del, der bruges i vinterudfordringen. Brugervejledninger og support følger med.
Vi er heldigvis en klub, der ror meget og er i stand til at mødes og have det sjovt på maskinerne.
Vi anbefaler derfor, at vi i Greve Roklub fortsætter med ro på vores hold. Man må selvfølgelig også gerne tage kilometerne individuelt.
Der kommer en oversigt på tavlen, så vi kan følge med i hinandens kilometer og ikke mindst se, hvem der har brug for en romakker for at nå de kilometer, der er månedens udfordring.
Hjælp hinanden med opmuntring og parallelroning.
Ikke noget pres – men vi plejer at ligge super højt placeret i 8’er GP – lad os få brugt de maskiner vi har og både være en del af 5 Stærke og få gode placeringer i vores egen log.
Copenhagen Harbour Race
Lørdag den 11. oktober drog en gruppe roere afsted for at se Harbour Race i København og heppe på alle de stærke og dygtige roere.
Der var fart på, men ikke mere end at vi blev enige om at Greve Roklub må stille med inriggerhold næste år.
Vi heppede på Pia fra KR og Asbjørn fra ARK – begge med stærke bånd til Greve Roklub. Asbjørn kvitterede med udfordrende tilråb om, at vi ses til næste år – det bliver nok ikke i en 8’er.
Det så sjovt ud og distancen på 6,5 km kan alle Greves roere klare – det er Olsbæk t/r i “der-er-en-der-har-en-bagkant”-tempo.
Klubmesterskaber
Vores fællesskab omkring ergometertræning voksede sidste år. Der bliver derfor i denne vintersæson afholdt indendørs klubmesterskaber i ergometerroning.
Man kan enten stille op selv eller som hold på 4 stk. i distancerne halv- eller helmarathon.
Brug de 5 Stærke til at blive klar.
Husk at vi er ikke en konkurrence klub, så alt er med et smil, masser af gode grin og sved på panden.
Alle kan deltage – vi hjælpes ad.
Motionsturneringen
Samlet set blev september 2025 en fin måned for dansk motionsroning. 4.544 roere fra 42 klubber roede tilsammen 1.537.937 kilometer, hvilket giver et snit på 338,454 km/roer. Det er det fjerdebedste resultat siden 2009 og cirka syv procent højere end gennemsnittet. I forhold til 2024 er der tale om en stigning på knap fem procent. 42 klubber har indberettet i denne runde – det er det højeste antal i 2025.
Turneringen føres fortsat ag Dameroklubben Gefion med et gennemsnit på 587,686 skarpt efterfulgt af Hellerup Dameroklub med 571,228 km i gennemsnit.
I Greve Roklub har vi roet 12997 km frem til udgangen af september måned. 65 medlemmer har roet de mange kilometer og det giver et gennemsnit på 199,954 km. Det giver en placering som 6 i 3. division, hvilket er én plads dårligere end sidste måned. Der er 7 roklubber placeret efter os i turneringen, så det er da ikke så ringe endda.
Vores resultat med et gennemsnit på 199,954 km/roer syner måske ikke så meget i forhold til andre klubber, men vi har nu roet dobbelt så mange kilometer som i 2024.
De skriver i opgørelsen for september måned at ”Motionsturneringen har ingen ”fidusbamse” til en særlig indsats, men hvis vi havde, ville den gå til Greve Roklub for et flot resultat og klubbens tilgang til Motionsturneringen. Her er en klub, der bruger Motionsturneringen helt efter intentionerne”.
Jens Revall
Vinterbadning
Greve Roklub byder den nye vinterbadeforening Pingvinerne velkommen på havnen. Vi deltog kort ved receptionen og afleverede en lille skarp de kan varme sig på efter et dyp i det kolde vand.
Vores egen vinterbadeafdeling er meget aktiv igen, nu hvor kulden kommer.
Der er kommet enkelte spørgsmål fra baderne, som forsøges afklaret for alle her.
Efter bad under den varme bruser, er det muligt at tænde for udsugningen i omklædningen på kontakten i mellemgangen over tavlen på væggen overfor omklædningen.
Alle bad skal stadig skrabes efter bad og gulve lige køres over med gulvsvaberen.
Saunaen er skøn og ekstra dejlig med duft. Tilsæt olierne opblandet med lidt vand i det lille kar/rille på ovnen. Det større er til vand. Ønsker man at smide mere vand på den varme ovn, må dette kun gøres på stenene.
INGEN olie på stenene – der er stor risiko for brand.
Husk at lufte ud, når du har brugt duft. Det er ikke alle, der tåler de skønne dufte lige godt.
Nyd det kolde havvand og fornøjelsen ved at kunne gå i en varm sauna.
Tillykke til…
Olivia, Filippa og Lene, der nu er frigivet og klar til dåb
De 3 der rundede 1000 km – Jari, Henrijette og Anja.
Trods vores ellers hurtige rofart, så må vi indse, at vi ikke kan nå ud og hjem før mørket – som er fremme ved klubben før vi er.
Rotiderne ændres derfor pr. 1.10. for inriggertræning til mødetid kl. 17.30 og på vandet kl. 17.45. Dog holder vi fast i, at på dage med fællesspisninger er det kl 17.
Mørkeræd er derfor ikke en grund til at blive væk fra den sidste træning på vandet i sæsonen.
Vi ses mandage, onsdage og torsdage.
Husk at få lys på båden, hvis I skal ud i mørke – der er en lygtestang ved standerstumperne på døren.
Standerstrygning – efterårsrengøring – 25.10.
Der indkaldes til sjov efterårsrengøring, standerstrygning, grill og hygge
Lørdag d. 25. oktober kl. 9-12 og kl. 12-14.
Der er to tilmeldinger på Holdsport og man må meget gerne melde til begge dele.
Kl.9-12 pilles broen op og hele huset gøres rent. Det er ikke det store smide-ud-oprydningsprojekt – blot almen oprydning og rengøring, så vi er klar til at tage fat på indesæsonen i rent hus. Der bliver skrevet opgaver på tavlen, så vi kan overskue projektet og være klar til næste aktivitet, som er…
kl. 12-14 Standerstrygning og grillhygge.
Vedligehold
Vores nye vedligeholdelsesplan har allerede givet anledning til at både kajakker og inriggere har været kigget på.
Der har været mange flittige hænder og tovholdere, der har repareret flere skader, lakeret og poleret i fin stil.
På holdsport er det muligt at tilmelde sig de øvrige dage, hvor der er vedligehold af grej. Der er masser at tage fat på, så har du brugt bådene i løbet af sæsonen og vil du gerne på vandet igen til næste år, så kom forbi og vær med til at vedligeholde vores grej.
Københavns kanaler
Traditionen tro var der igen i år sensommerudflugt til Københavns kanaler. Vi lånte 4 2’ere i ARK og medbragte selv 4 kajakker til den skønne tur med madpakker, kaffe og kage.
Helt særligt i år var det muligt at rejse åre ved Kongeskibet og lade dem kippe med flaget.
Igen en hyggelig tur med godt vejr, masser af grin og godt fællesskab.
Concept2 – ergometer
Tiden nærmer sig, hvor vi skal hygge os på romaskinerne. Vi købte sidste vinter flere maskiner, hvilket har vist sig at være en succes.
Vi fik endvidere abonnement på DFfRs eRoning, som bruges flittigt og gør det let via skærmen at have en tagåre at følge.
Denne sæson udvider vi vores kunnen med maskinerne. Allan V har introduceret os for udfordringer via Concept2. Vi er ikke en konkurrence roklub, men…
Nu har vi et hold, der hedder Greve Roklub, som deltager i udfordringen Fall Team Challenge – der er lige nu 8 på holdet. Det eneste det kræver for at komme på holdet er, at du opretter en profil senest 30.9. via det link Allan har sendt i Messenger tråden.
Der kommer flere udfordringer, så opret en profil og vær med.
Du kan endvidere ret let koble din smartphone til romaskinen og få registreret dine km direkte på din profil via app’en.
Allan har desuden lavet et fantastisk program til os. Følg det, og du bliver klar til VinterChallenge aka 8 GPs november udfordring.
“Koderne” læses på følgende måde:
3 x 1’ + 1’ + 2’/3’
T=22+24+26
Oversættes til
3 gange intervallet 1 minut i tempo 22 +
1 minut i tempo 24 +
2 minutter i tempo 26 og
3 minutters pause
Spørg endelig hvis du vil vide mere.
Det er også nu, at man så småt kan begynde at overveje om man både vil være på et hold og en del af reserven, eller om man allerede er på et hold, når vi går i gang med vores VinterChallenge.
Svømning
Så er det tid til igen at tage badetøjet frem fra gemmerne.
Det er nemlig tid til at starte svømningen i svømmehallen hver mandag aften kl. 20.00 – første gang er 6. oktober.
Vi kan komme ind fra kl. 19.45.
Vi har de 3 første baner i det dybe bassin, som vi kan benytte.
I kan møde Lene i forhallen de 2 første mandage fra kl. 19.30, hvor hun uddeler svømmebånd til 50 kr. som I kan benytte så længe I er medlem i GR.
Svømmehallen er lukket i alle skoleferier.
Såfremt I ikke har mulighed for at træffe Lene i forhallen, er I også velkommen til at kontakte hende på tlf. 21270781, så finder hun en anden løsning.
Vel mødt til en go’ svømmetur🏊🏼🏊🏼🏊🏼
Roforbud
Det opleves af og til at en båd har roforbud. Det kan der være flere årsager til. Det gives primært, hvis det ikke er sikkert at sætte båden på vandet.
Det kan også gives, hvis der er en opgave i gang på båden. Der vil typisk være vurderet, at der er andre både ledige til de planlagte ture. Så har yndlingsbåden roforbud, så er der en årsag og en oplagt mulighed for at prøve en af de andre gode både.
Brug af svømmeveste og redningsveste
Som tidligere nævnt ved flere samlinger har vi i Greve Roklub valgt at bære redningsveste på alle inrigger-, sculler- og coastalture. Det samme gælder for kajak, hvor der på alle ture skal bæres svømmevest uanset IPP-niveau.
Det vil komme til at fremgå tydeligt i vores reglementer, så ingen kan være i tvivl om, at vi prioriterer sikkerheden højt og heldigvis har veste, der er lette at bære ved aktivitet.
Vinterbadning
Vinterbadesæsonen er så småt ved at være i gang.
Det betyder, at der kommer en anden trafik i omklædningen. Husk at tage hensyn til hinanden – det er hyggeligt at stå tæt, men rarest at få sit eget tøj på hjem, så er du aktiv i eller ude af klubben kan tasken stilles i taskereolen og er du i sauna kan sagerne samles lidt på bænken.
Det bliver skønt at komme i det ægte kolde gys og bliver dejligt med lune stunder i saunaen.
Vi anbefaler.
Bad aldrig alene
Træk vejret roligt i det kolde vand
Undgå at få hovedet under vand
Tag korte dyp på 5-10 sekunder de første gange
Varm dig op før og efter badet – husk hue og noget varmt at drikke.
Ishøj Roklub
Held i uheld – når bølgerne går højt, er det muligt at smutte en tur til Ishøj Roklub og låne deres både (dog ikke torsdag aften).
Vi er vant til at passe på grejet og det forventer Ishøj selvfølgelig også at vi gør med deres.
De har dog andre rutiner end os mht. roret. De beder os derfor afmontere dette, mens båden er i vandet. Desuden har de bemærket, at årerne ikke har været lagt reglementeret på broen ved ankomst. Husk både ude og hjemme at årerne lægges, så hulningen på årebladet vender nedad.
Deltagelse ved Ernsts bisættelse
Det er med sorg, at vi modtog besked om, at Else Nørmølles mand Ernst tabte kampen til kræften 6. september.
Ernst blev bisat fra Mosede Kirke lørdag 20. september.
Der var overvældende 115 personer fremmødt, hvoraf 5 repræsenterede Greve Roklub. Det vidnede om en vellidt og aktiv mands bortgang.
Vores tanker går til Else og familien i den svære tid.
Motionsturneringen 2025
Samlet set var august 2025 en god måned for de danske roklubbers motionsroning. 4.248 roere fra 41 klubber har roet 1.276.121 kilometer, hvilket giver et gennemsnit på 300,405 km/roer. I Greve Roklub har 65 roere pr. 31/8-25 roet 11275 km, hvilket giver et gennemsnit på 173,461 km/roer.
Det rækker til en placering som nr. 5 i tredje division, hvilket er 3 pladser højere end sidste måned. Der er nu 6 klubber som er placeret efter os i turneringen. Foran os ligger Hvidovre Roklub med et gennemsnit på 202,160 og Aalborg Roklub, Roskilde Roklub og Bryggens Roklub.
Turneringen føres af Roklubben Gefion med et gennemsnit på 480,894 efterfulgt af Hellerup Dame Roklub og Roklubben Furesø.
Det går stadig den rigtige vej og med den aktivitet vi har så vil vores placering nok være stabil resten af sæsonen.
Jens Revall
Hvem skal have flidspokalen i år?
Vi uddeler jo en vandrepokal hvert år til det medlem som har vist stor interesse og flid for rosporten i Greve Roklub. Sidste år var det Anja Revall som fik pokalen, men hvem skal have den for 2025?
Kom med et motiveret bud på hvem du synes har gjort en stor indsats i år. Send den til Jens Revall, så vil bestyrelsen tage stilling til hvem der skal have overrakt pokalen når vi har nytårskur til januar 2026.
Jens Revall
Skal du på ferielangtur til Tolo i 2026?
Var det noget med en forårstur til Grækenland så kom med til Tolo og kickstart rosæsonen 2026 med et græsk eventyr. Du vil her have mulighed for at komme til at ro i en af Greve Roklubs gamle både, nemlig Tune og Hundige, som vi sendte til Tolo for en del år siden.
Tag med DFfR på en unik ro-oplevelse i Grækenland! I uge 18 (25. april – 3. maj 2026) går turen til Tolo på Peloponnés, hvor vi kombinerer roning i smukke omgivelser med hyggeligt fællesskab, kultur og græsk gæstfrihed. Turen er især for roere fra klubber uden egen Tolo-tradition – men alle frigivne roere fra DFfR’s medlemsklubber kan tilmelde sig.
Pris: 4.000 kr. plus fly tur/retur Athen Tilmeldingsfrist: 10. november 2025
Hvem kan deltage?
• Alle frigivne roere fra DFfR’s medlemsklubber
Fokus: Roere fra klubber uden egen Tolo-tradition
• Max. 35 deltagere (inkl. turledelse)
Krav: – Kunne ro 25-40 km flere dage i træk – Erfaring med vind og bølger – Have taget svømmeprøve (300 m, senest inden for 1 år) – Kunne skifte pladser i bådene – Tilmelding skal underskrives af klubbens bestyrelse
Program & indhold
• Start/slut: Athen Lufthavn
• Ophold: Hotel Romvi – dobbeltværelser med bad/toilet, halvpension (morgenmad + aftensmad)
• Inkluderet i prisen:
Transport Athen–Toló tur/retur (med stop ved Korinth-kanalen og Epidavros)
Bådleje
Drikkevarer til aftensmad + drikkepenge
En fælles udflugt i området
Roning: Smukke ture i Argolisbugten – både øer, småbyer og kyststrækninger
Landdage: Hver deltager har 1 dag på land i løbet af ugen
Praktisk
• Betaling: Info om depositum og restbeløb kommer medio november
• Flybilletter: Køb selv (bedst at bestille tidligt for billige billetter)
• Forsikring: Tjek at du har rejse-/afbestillingsforsikring
• Toló Roklub: Indmeldelse nødvendig for at ro der (efter nytår anbefales)
Få flere oplysninger på DFfR’s hjemmeside roning.dk under fanen aktiviteter
Jens Revall
Tillykke til…
Thomas, der er blevet korttursstyrmand efter at have gennemført den praktiske prøve.
Jari, der har bestået IPP3 turkajak-niveau og dermed kan anvende sin uddannelse som IPP2-instruktør.
Aktiviteter i oktober
1. Fællesspisning
5. Kajaktur på de 4 søer
6. Svømmesæson starter
15. Fællesspisning
25. Eterårsrengøring og Standerstrygning
29. Vedligehold af både
Sæt kryds i kalenderen
5. november Fællesspisning og Banko
12. Vedligehold af både
19. Saunagus og wellness
29. november Julefrokost kl 13
Vinterplanen for den kommende vintersæson er vedlagt og hængt på tavlen.
16. august genindførte Greve Roklub med stor begejstring den traditionsrige Kanindåb.
Det lykkedes med “gamle” roeres hjælp at få genskabt diverse mistede remedier samt genkaldt traditioner og fremgangsmåden for en ordentlig dåb. Dog med enkelte modifikationer.
Klubben er derfor nu de heldige ejere af en dåbskasse indeholdende tøj til Kong Neptun og følge samt Kong Neptuns tale. Denne lykkedes det at rekonstruere ud fra Kims exceptionelle hukommelse og gamle bevaringsværdige billeder.
Det var en festlig dag med musik og mange besøgende på havnen. Kaninerne blev med ærefrygt fulgt af de ærværdige ældre roere, Annette og Søren til Kong Neptun med følge.
Kong Neptun holdt sin tale og bad følget forholde sig de kaniner, der ønskede optagelse.
Efterfølgende blev kaninerne undersøgt af en særdeles pålidelig læge og fik klippet ørerne af den hårde bartskærer, hvorefter drabanterne tog sig af dåben.
Flere tog en tur i havnen med stor fornøjelse for tilskuere. En enkelt undsluppen kanin aka Christian måtte ligeledes en tur i havnen inden vandkampen.
Et vådt og klamt slæng tog en dukkert og fik derefter overrakt dåbsbeviser med skål og tale.
En absolut festlig dag, som vi allerede glæder os over er en tradition og derfor gentages til næste år.
Sååå er du endnu ikke platfodet roer, så får du muligheden for at blive det til næste år.
Langtur med overnatning
9.-10. august genoptog klubben endnu en gammel tradition – langtur med overnatning.
Dels fordi det er sjovt og hyggeligt at være på tur med rovenner i “fremmed” farvand og for at kunne sende flere styrmænd afsted på DFfRs kursus for langtursstyrmænd.
Turen startede i Frederikssund Roklub, hvor vi drog ud fra i en lånt 4’er og to egne medbragte kajakker.
Under skarp supervision af erfarne langtursstyrmænd og via søkort roede vi til Lindenborg Roklub med skønne pauser og udsigt til nye kyster.
Ved ankomsten nød vi lækker hjemmebagt kage, god mad og ikke mindst ægte roerkaffe – irish coffee.
Det ene sæde i båden blev delt mellem to roere, så Ingrid roede ud og Margarita tog turen hjem med holdet.
Efter en god nats søvn med snorken på mere eller mindre luftfyldte madrasser gik turen tilbage mod Frederikssund med en anelse mere rygvind end på turen ud.
Det var en helt fantastisk tur med 54 km til ro-loggen og en masse sjov og grin med hjem i bagagen.
Kajak udflugt til Boserup
25. august drog et hold kajakker afsted på en absolut smuk og skøn tur til Boserup. Traileren blev pakket med 9 både og aftenen blev nydt på lækkert vand og en hyggelig madpakkepause. Helt sikkert en succes, der meget gerne må blive gentaget.
Fødselsdag
19. august overraskede vi Jari, der fyldte 50 år. Det var fantastisk at se så mange fremmødte til funktionel træning.
Det var en sjov og hyggelig aften med smuk sang fra Enrique, lækker tapas og skønne bobler samt virkeligt lækre lagkager kreeret af Ingrid.
Fødselaren blev i særdeleshed overrasket og glad for at se så mange og nyde det gode selskab med masser af rovenner. Et stort tak til alle der var med til at gøre dagen særlig.
Vraggods
Greve Roklub kan pryde sig af at have øget egenkapitalen i løbet af august måned.
Vores særlige opmærksomhed på rene have og godt miljø, har gjort at vi på månedens ture har indfanget en del vraggods.
Det er i al beskedenhed blevet til tre ret store fendere, en spand og en stol.
Det giver et godt grin og en vis status at indfange det sejeste vraggods.
Medlemsmøde
26. august afholdt vi medlemsmøde med mulighed for at byde ind med alt, hvad man lige havde på hjertet ift klubbens drift.
Mange medlemmer mødte op med udsigt til dejlig citronmåne, te og kaffe.
Der kom flere gode punkter og ideer på tavlen.
Holdsport – de angivne tidspunkter ved aktiviteter på vandet besluttede vi at ændre. Det er derfor nu det faktiske mødetidspunkt, der står på holdsport.
Der var et ønske om flere ture på hverdage for kajakker. Traileren til kajakkerne er blevet fikset og dermed er det muligt at tage på tur. Der er plads til både planlagte og spontane ture. Turene kan meldes ud via holdsport ved at kontakte Lotte på messenger “Charlotte Chytræus” eller mail charlotte.chytraeus@gmail.com. Der er desuden chatgrupper tilknyttet vores Greve Roklub – vi er medlemmer side på FB, som vi anbefaler bruges, så alle føler sig inddraget i fællesskabet.
Kajakroerne ønskede at afprøve surfski, der skulle være særligt gode til vores vand. Det kigger vi mere på og ser om vi kan låne både til afprøvning.
Der er blevet udarbejdet et årshjul, hvoraf alle vores traditioner og mange faste opgaver fremgår. Det er hængt op på tavlen for at synliggøre aktiviteterne og livet i klubben, som alle er velkomne til at deltage i.
Der var et forslag om at finde sponsorer og evt. sælge firmaarrangementer som oplevelser på vandet med spisning og fest i klubben. Det er et større projekt, der kræver en arbejdsgruppe med blik for, at vores grej er dyrt og skrøbeligt.
Der var yderligere et ønske fra kajakroerne om en instruktøropmærksomhed på instruktionsforløb af nye kajakroere.
Hus- og materieludvalget opsummerede kommende struktur på vedligehold af grej henover vintersæsonen. Anders C og Thomas skal på DFfRs materielkursus til november og tilegne sig en masse viden om korrekt pleje af grej. Målet er at vi alle bliver bedre til at reparere udstyret og passe på det til hverdag.
Der er udarbejdet en uddannelsesplan i klubben, der skal understøtte fleksibiliteten og give den enkelte roer en større viden om god skik på vandet samt kendskab til at aflæse vejr og vind. Bestyrelsen anbefaler, at alle roere, inrigger såvel som kajak, deltager i vinterens teoretiske styrmandskursus. Det er derefter muligt at tage den praktiske prøve i den efterfølgende rosæson, hvis man føler sig klar.
Korttursstyrmænd
Margarita har den 11. august også bestået den praktiske prøve og kan dermed kalde sig for korttursstyrmand. Tillykke til Margarita. Målet er at flere roere, der har bestået teoretisk prøve, består den praktiske i løbet af denne sæson.
Motionsturneringen
Greve Roklub ligger også i juli måned nr. 8 i 3. division med et gennemsnit på 132,081 km. Efter os ligger Sønderborg Roklub, Roklubben Stevns og Augustenborg Roklub.
Vi er stadig placeret i den nederste del af turneringen, men set i forhold til hvad vi har roet i de seneste sæsoner, er vores resultat ganske godt. 62 medlemmer har roet 8189 km indtil 31/7-25 og det fortsætter med den gode aktivitet, så vi kan være godt tilfreds, selvom der er noget op til de klubber som fører i turneringen. Her fører Hellerup Dame Roklub fortsat med et gennemsnit på 364,224 km skarpt forfulgt af Gefion med 358,523 km.
Jens Revall
Aktiviteter i september
2. september – bestyrelsesmøde
3. fællesspisning – Flæskestegssandwich.
7. september – Langtur til KBH’s kanaler – en dejlig tur med masser af liv, madpakkepause på Trekroner og kaffe med kage ved Christianhavns kanaler. Vi tager afsted og lejer både til 50 kr pr roer i ARK. Meld dig til på Holdsport.
17. september – Der er stadig plads på listen til at byde ind med sin favoritret til en kommende fællesspisning
22. september – Udflugt til Bagsværd sø-Furesø-Holte. Mødetid i klubben kl 16. Begrænsede kajakpladser – meld til på Holdsport.
Sommeren blev skudt i gang med en skøn tur til København, hvor vi traditionen tro roede fra ARK via kanaler til Trekroner. Vi nød madpakkerne med udsigt til indsejlingen af stort Fransk skib og i godt selskab med rovenner.
Derefter en tur tilbage til start, der krævede, at vi stod i pedalerne for at rykke bådene afsted i rygvinden for baglænsroernes vedkommende. Vi takker for Kims mange opmuntrende kommentarer, om at med et lille kig på kysten, så kunne man se at vi rykkede os lidt.
Det var en fornøjelse at være afsted med 4 kajakker, 1 4’er og 2 2’ere.
Vi ser allerede frem til næste Københavns tur til september.
Sommerroning
Sommeren fortsatte med gode oplevelser og gæster i uge 27, som bød på 4 skønne dage med friske drenge. De havde meldt sig for at prøve kræfter med roning i deres sommerferie.
Vi hyggede os med dagligt, at nå lidt længere og med bedre og bedre teknik på romaskinerne. De gik til den med iver og tog med oprejst pande og plaster, de vabler der kom til undervejs.
Vi kom på vandet i inrigger og fik afprøvet rotaget i praksis med stor succes – tak til Ronja for at være med her som den stærke roer og rollemodel.
Kajakkerne blev ligeledes afprøvet med lege og den ene dag en udflugt med madpakke og landgang ved strand. Her var Jari og Rosa fantastiske at have med på tur – tak for det.
Helt bestemt en sjov uge som lykkedes og bestemt kan gentages til næste år.
Kajakker på tur
Juli måned byder på fri leg og det tog et lille hold kajakroere til sig og pakkede kajakkerne.
De drog afsted til Bagsværd Sø og havde en fantastisk aften med hygge, dejligt vand og skønt vejr.
Kampen om kilometerne
Den fri leg i juli er desuden blevet brugt på den ikke nævnte interne konkurrence.
Der er bred enighed om, at vi ikke er en konkurrenceklub, når det så er sagt er det helt tydeligt, at roernes top 10 i logbogen er flittigt besøgt.
Da nr. 1 på listen drog på ferie i 3 uger, kunne man høre startskuddet for jagten på at indhente nr 1 og skubbe hele listen.
Der er blevet roet virkelig mange km og med garanti sat rekorder for roaktiviteten for flere.
Mange har desuden roet på ferier og tilført logbogen adskillige kilometer i lånebåde.
Dejligt at evnerne udnyttes og formen holdes ved lige.
Det er jo ikke en konkurrence og alle uanset km er en nydelse at have med på vandet til sjov og hygge.
Motionsturneringen
Ved optællingen for juni måned viste det samlede resultatet for alle de roklubber, der deltager, at nøjagtigt 4.000 roere fra 41 klubber har roet 766.567 kilometer. Det giver et gennemsnit på 191,642 km/roer. Det er næsten ni procent højere end det normale gennemsnit for juni og det tredjestørste gennemsnit for juni i hele Motionsturneringens historie.
Toppen af Supermotionsligaen er erobret af de tre klubber, der også sluttede bedst i 2024 Hellerup Dameroklub, Roklubben Furesø og Roklubben Gefion, med et gennemsnit på hhv. 290,530 – 262,357 og 256,420 km.
Greve Roklub ligger nr. 8 i 3. division med et gennemsnit på 97,852 km. Efter os ligger Sønderborg Roklub, Roklubben Stevns og Augustenborg Roklub.
Vores placering i turneringen er ikke så højt oppe, men når vi ser på vores resultat indtil 1/7-25 så er det ikke dårligt målt i forhold til hvad vi har roet tidligere sæsoner. 61 medlemmer havde indtil 1/7-25 roet i alt 5969 km kun ca. 400 km mindre end hele sidste år, så vi er godt på vej til en, efter vores forhold god sæson. I skrivende stund er der i juli måned roet ca. 2000 km, så vi nu er oppe på at have roet 8181 km.
Jens Revall
Plan for uddannelse af medlemmer i Greve Roklub
Det skal være muligt for alle medlemmer i Greve Roklub at kunne forbedre sine kvalifikationer og dermed opnå flere muligheder for at deltage i og bidrage til klubbens aktiviteter.
Udgangspunktet som nyt medlem er at lære at ro enten inrigger eller kajak eller begge dele. Det foregår ved at være under instruktion indtil man kan det som kræves for at færdes på vandet i henholdsvis kajak og inrigger.
Når roerne er frigivet til kajak eller inrigger, kan de deltage i aktiviteter der er i klubben under hensyntagen til de respektive roreglementer.
Vedlagt er oplæg til uddannelsesplan.
Medlemsmøde tirsdag 26/8-25 kl. 18.30
Vi holder medlemsmøde 26/8-25 med følgende punkter på dagsordenen:
• at få input fra medlemmerne om hvordan det fungerer i klubben og om der er noget som skal gøres bedre.
• hvilke behov for reparationer og forbedringer på hus og materiel der foreligger.
• at forelægge en plan for fremtidig uddannelse og udvikling i Greve Roklub. Oplæg til planen vedlægges nyhedsbrevet,
Vi håber at mange vil møde frem og give deres mening til kende. Tilmelding er som sædvanlig på holdsport under øvrige aktiviteter.
Jens Revall
Klubaften med fællesspisning 6. og 20. august kl. 19 Ferieperioden er så småt ved at være overstået for de fleste, så vi begynder igen med fællesspisning 6.8.
Anja og Kirsten står for forplejningen og menuen meldes ud på medlemssiden på Facebook.
Tilmeld dig allerede nu på holdsport eller send en sms til Jens på 21557649.
Weekendtur med overnatning 9-10/8-2025
Vi skal på langtur fra Frederikssund til Lindenborg.
Planen er at medbringe egne kajakker og låne inriggere i Frederikssund. Vi kommer til at ro afsted i smukke omgivelser til Lindenborg Roklub, hvor vi overnatter og hygger os, inden vi vender snuden tilbage med lånte både søndag morgen.
Kanindåb lørdag 16/8-2025 kl. 14
Med til roer-kulturen hører kanindåb. Der har været en årrække, hvor Greve Roklub ikke har afholdt den traditionelle dåb af roere.
I år bliver den genindført og alle nyligt frigivne kaniner og roere, der ikke er døbt, får mulighed for at blive det.
Vi har valgt at modificere dåben, så den er “spiselig” for alle aldre og sjov at være med til.
Det er selvfølgelig frivilligt, om man lader sig døbe eller ej – vi skal hygge os og alle er velkomne til at være med til festlighederne og ikke mindst bakke op om at fejre kaninernes dåb.
Frygt ej – men kom og deltag i en gammel tradition, som er med til at give fællesskab, gode grin og historier, der kan bringes ind i vores fælles klubhistorie med stolthed.
Som tidligere udmeldt, vil det foregå 16. august.
Der kommer adskilt tilmelding på Holdsport for kaniner og supportere.
Aktiviteter i august
6. Fællesspisning
9.-10. Langtur med overnatning Frederikssund-Lindenborg t/r.
16. Kanindåb
20. Fællesspisning
26. Medlemsmøde
Sæt kryds i kalenderen
7. september Sensommerens tur til Kbh’s kanaler – en dejlig tur med masser af liv, madpakkepause på Trekroner og kaffe med kage ved Christianhavns kanaler. Vi tager afsted og lejer både til 50 kr pr roer i ARK. Vi medbringer egne kajakker.
Meld dig til på Holdsport.
Bilag:
Plan for uddannelse af medlemmer i Greve Roklub Det skal være muligt for alle medlemmer i Greve Roklub at kunne forbedre sine kvalifikationer og dermed opnå flere muligheder for at deltage i og bidrage til klubbens aktiviteter.
Udgangspunktet som nyt medlem er at lære at ro enten inrigger eller kajak eller begge dele. Det foregår ved at være under instruktion indtil man kan det som kræves for at færdes på vandet i henholdsvis kajak og inrigger.
Når roerne er frigivet til kajak eller inrigger, kan de deltage i aktiviteter der er i klubben under hensyntagen til de respektive roreglementer.
STYRMANDSKURSER
Korttursstyrmand
Greve Roklub afholder kortturs styrmandskursus efter hver rosæson. Kurset er primært rettet mod inrigger roning, men vil dog også være egnet for kajakroerne i forhold til regler for at færdes på vandet mv.
Kurset består af en teoretisk gennemgang af de krav der stilles til en korttursstyrmand. Det afsluttes med en skriftlig prøve som skal bestås for at blive styrmand. Desuden skal kursisten aflægge en praktisk prøve og vise at man behersker de færdigheder der skal til for at have ansvaret for en båd.
Den praktiske prøve aflægges efter aftale med rochefen.
Der skal altid være en korttursstyrmand i båden på ture indenfor klubbens daglige roområde, som strækker sig til Brøndby Havn mod nord og Køge Lystbådehavn mod syd.
Alle medlemmer, både de som ro inrigger og de som ror kajak, skal tilbydes korttursstyrmands kursus i løbet af den første vintersæson efter de er startet.
Formålet hermed er at få en teoretisk indgang til vores færden på vandet og dermed få en viden om de forhold vi dyrker roning under. Målet er også at få uddannet så mange til kortturs styrmand som muligt, så der opstår større fleksibilitet i forhold til at komme på vandet i rosæsonen.
Der er ikke samme krav om at man skal have en med styrmands rettigheder i båden når der roes i kajak, men bortset fra de kommandoer der anvendes ved inriggerroning, er viden om hvordan man færdes i vores daglige rofarvand gavnlig for alle.
Langtursstyrmand
Når der roes udenfor det daglige roområde skal der altid være en langtursstyrmand i båden.
Disse kurser afholdes af Dansk Forening for Rosport. For at kunne deltage kræves det at deltageren har en del erfaring med at ro langture og deltagelse sker efter aftale med bestyrelsen.
Vi har en ambition om at uddanne så mange til langtursstyrmand som muligt, da det er mere fleksibelt at tilrettelægge ture, når der er flere aktive styrmænd til rådighed.
Der skal sættes penge af til uddannelse af langtursstymænd i budgettet.
Inden for kajakområdet er der ikke konkrete styrmandsuddannelser, men rettighederne for hvordan og hvor man kan færdes på vandet ligger i IPP niveauerne.
Instruktøruddannelse
Det er vigtigt at klubben kontinuerligt har tilstrækkeligt med aktive instruktører både til inrigger og kajak.
Instruktøruddannelsen til inrigger foregår også i DFfR regi, hvor deltagerne er på kursus til henholdsvis klubtræner A og B. For at kunne deltage kræves en god roerfaring og interesse i at medvirke til at lære andre at ro.
På kajakområdet kan vi selv uddanne instruktører forudsat vi har instruktører på et højt niveau med kvalifikationer på området. Indtil vi når det punkt skal vi have opkvalificeret vores nuværende kajakinstruktører.
Det er målet at vi kan sende flere medlemmer på kursus hvert år, således vi har en så stor stab af instruktører at alle har glæde af det. Det vil sige at medlemmerne opfordres til at vise interesse for at få blive instruktøropgaven.
Materialekursus
Vi har behov for løbende at vedligeholde vores både og derfor også at der nogle medlemmer som får viden om hvad der skal fokuseres på når både skal vedligeholdes og repareres.
DFfR afholder hver vinter kurser for materialeforvaltere.
Generelt afholder roklubben udgifterne til de kurser der deltages i, så er man interesseret er det kun at tage kontakt til bestyrelsen
20 medlemmer dukkede op i det fineste røde klubtøj og fyldte godt i Portalens festsal.
Vi havde en hyggelig aften med god mad og drikke.
Mange foreninger blev fejret og vi heppede på os selv, da vi for 3. gang var nomineret til Årets Idrætsforening.
Desværre blev det heller ikke denne gang os, der løb af med sejren. Pyt med det – vi ved jo at vores klub er en dejlig klub at være medlem af og komme i.
Samarbejde med Greve Gymnasium
Vi har i løbet af det sidste skoleår haft 3 gymnasieelever tilknyttet bestyrelsen.
Samarbejdet har været et nyt tiltag i samarbejde med FrivilligCentret og Greve Gymnasium. De unge mennesker har haft organisation som C-fag i 3. g og har netop været til eksamen i faget og klaret sig forrygende.
Vi har efterfølgende evalueret på forløbet og foreslået forandringer og krav til de unges deltagelse.
Vi ønsker fremadrettet, at der skal være et givent projekt, som de unge skal gennemføre i klubben og dermed få et større indblik i værdien af frivilligt arbejde.
Så ligger I inde med gode ideer til projekter, der kunne egne sig til gymnasieelever, så meld endelig tilbage til Anja.
Motionsturneringen
Vi er ikke en konkurrence roklub.
Alligevel bliver der holdt øje med km og det sker, at en tur på vandet er nødt til at være 10 km og ikke de sædvanlige 7 km.
Konkurrence med grin og et glimt øjet – det er sjovt så længe man kan slå de relevante og ikke blive taget af en båd på vej mod broen.
I maj måned er der indrapporteret resultater fra 40 klubber hvor 3.606 roere har roet 486.828 kilometer, hvilket giver et gennemsnit på 135,005 km/roer. Det er i forhold til 2024 en fremgang på otte procent. 40 klubber betyder, at der fyldes fire divisioner og måske bliver der i næste runde brug for 4. division.
Turneringen føres af Hellerup Dameroklub, som har et gennemsnit på 203,491 km. Vi har bevaret vores placering som nr. 6 i 3. division med et gennemsnit på 65,736 km, men der er nu 4 klubber, som er placeret efter os. Vores tal er mere konkret, at der i maj måned er roet 2429 km og samlet siden standerhejsningen 3484 km af 53 roere.
Der er i maj måned blevet roet mere end 500 km om ugen og det ser ud til at fortsætte med den høje aktivitet i juni måned, hvor der i skrivende stund er roet 5.450 km af 60 roere. Det tegner godt og det varer ikke længe før vi har roet flere kilometer end i hele 2024.
Jens R.
Nordea Fonden
Vi har haft en ansøgning hos Nordea Fonden om støtte til at få renoveret vores platform ved vaskepladsen og terrassen foran huset. Desværre kom vi ikke i betragtning til at få penge til formålet, da det blev vurderet at det ikke kom så mange til gavn.
Det er dog nødvendigt at der foretages en renovering af især vaskepladsen, da nogle af brædderne er meget medtagede. De har trods alt også 51 år på bagen. Bestyrelsen vil derfor undersøge hvor meget materiale der skal bruges og hvad det koster, for derefter at kunne vurdere i hvor stort omfang vi kan løse problemet for egne midler.
Jens R
Spar Nord Fonden
Vi har også haft en ansøgning hos Spar Nord Fonden om støtte til at iværksætte et uddannelsesforløb for instruktører, styrmænd mv. for vores medlemmer. Heller ikke her havde vi held til at få tildelt midler.
Projektet har til formål at få igangsat et flow af uddannelse af vores medlemmer, så der bliver større fleksibilitet og bedre mulighed for at alle kan få mest muligt ud af aktiviteterne.
Planerne for uddannelse vil blive taget op på et medlemsmøde i august måned, hvor vi gerne vil inddrage flest muligt i processen med at udvikle og fastholde medlemmer og aktiviteter i klubben.
Dato og oplæg til medlemsmødet vil blive annonceret i næste nyhedsbrev. På det planlagte medlemsmøde vil vi også kunne drøfte, hvordan vi kommer videre med renovering af vaskeplads mv.
Jens R
Bomnøgle til havnens parkeringsareal
Vi har i roklubben haft en nøgle til bommen, så det var muligt for medlemmer, der ikke selv havde en nøgle at kunne åbne bommen, hvis man f.eks. skulle ud med en trailer. Den er imidlertid forsvundet, og som nævnt i sidste nyhedsbrev kan vi ikke få tildelt flere bomnøgler fra havnen.
Vi har nu fået en nøgle fra et medlem, som ikke længere har behov for at bruge den. Den vil blive placeret i nøgleboksen i bådehallen og kan benyttes, hvis der er brug for at komme ind på havnens parkeringsareal. Nøglen skal efter brug hænges tilbage i nøgleboksen, så vi altid har en nøgle, som kan bruges af alle medlemmer.
Hvis der er flere medlemmer som ligger inde med en bomnøgle, som de ikke anvender, må I meget gerne give den til bestyrelsen, som så vil udlodde den til nogle af de aktive medlemmer, som så kan have glæde heraf.
Jens R
Sommerfesten
Vi havde en fantastisk aften – hvad der sker til fester, bliver ved festen. Det var en god aften med mange glade medlemmer, der deltog med højt humør og diverse selskabslege.
Vi ved nu, hvem der ville sige ja til at tage på en roekspedition på flere dage uden adgang til mobilnet. Hvem der elsker at stå tidligt op – også i weekenden, og hvem der kan stå på hænder i mere end 5 sekunder, blandt en masse andre nyttige fakta om rovennerne.
Vi sang julesange, skålede, løb ballonstafet og dansede til de sene timer.
En sjov fest med god deltagelse.
Sankt Hans
Traditionen tro fejrede vi Sankthansaften med fælles grillhygge og mulighed for en tur på vandet i forventningen om at skue ind over stranden med alle de fine bål. Dog havde vi ikke fået bestilt helt godt vejr, men det nåede at rette sig lidt, så vi kunne komme på vandet med 2 2’ere samt en kajak i bølger og røgslør.
Pinse- og kaffekage ture.
Pinsen bød på en masse vind, men vi fandt hullerne og kom afsted Grundlovsdag med 4 2’ere og en masse grin. Pinsedagene blev ellers brugt på at skue ud over bølgerne fra broen og indhente km op imod en bortrejst roer, når vejret i korte øjeblikke tillod det.
De populære kaffekage ture har der været flere af. De tiltrækker især inriggerfolket, men vi deler gerne kagen med kajakroerne og håber på deres selskab.
Slæbestedet
Vi har oplevet, at der ofte ligger is på slæbestedet, når vi skal i vandet med vores både.
Vi har derfor kontaktet havnens ledelse og Det Ny Røgeri for at finde en løsning, som vi alle kan leve med.
Henrik Walther har rykket lidt på stenene, så børen med is kan komme ud til siden og vi frit kan komme til vandet.
Skulle der mod forventning fortsat være spærret med isbjerge, så giv det et spark og lad en fra bestyrelsen tage sig af videre kommunikation.
Vi har selv haft det stærke hold ude at rykke andre sten, der havde lagt sig lidt for langt ude på banen. Det er nu klaret.
Kaniner
Kaniner yngler som… Vi har en skøn tilgang af nye roere i klubben og dermed mange ture med kaniner i både inrigger og kajak.
Det er sjovt og lærerigt at være så mange på vandet. Der er rig mulighed for at få repeteret diverse teknikker og kommandoer for sidste års kaniner og nyde en tur, hvor man kan hjælpe en ny roer godt på vej med gode oplevelser på vandet og i klubben.
Det er en fornøjelse at kunne introducere kaniner for det dejlige ved en kaffe-kage tur samt en ikke nævnt kaproning, når der pludselig dukker en båd op, som ikke skal vinde den ikke nævnte konkurrence. Vi er en motionsklub og vi ror for sjov, men vi griber også en udfordring, når den kommer.
Nye kajakker
Vi har været så heldige, at vi har kunnet investere i 2 nye kajakker. En havkajak og en tur kajak.
Begge kajakker er brugte, men meget fine og gode at få ind i samlingen af kajakker.
Tur kajakken er en god solid turkajak, der er til den hurtige side. en fin sag, som vi håber mange kajakroere fremover kan få glæde af.
Den anden kajak er en Nortshore Atlantic havkajak, som vil trives godt i høj sø.
Håndtering af grej
Med travlhed for bådene og mange ture på vandet, bliver der også rykket meget rundt på grejet og af og til med lidt for høj hastighed.
Husk at melde en skade og håndter vores både med ro.
Vi har ryddet lidt på vaskepladsen, så Olsbæk lettere kan rulle sin tur frem og tilbage for at vige pladsen for de øvrige både. Den har lige i overkanten af hakker op imod antal km den har været på vandet.
Ingen gør skade overlagt, men for højt tempo øger risiko for skader, så bevar roen i roklubben.
Affaldssække
Der er kommet nye regler, som vi skal overholde, da vi er underlagt affaldsregler for virksomheder. Dels vores egen, men også havnen som virksomhed.
Det betyder, at vi fremover kun anvender klare sække til affald. Vi må fortsat gerne opbevare i sorte sække, men ikke smide affald ud i sorte sække til brændbart.
Aktiviteter i juli
Juli måned byder på fri leg og hygge til de almindelige træniger. Fællesspisning holder sommerferie, men er tilbage til august.
Sæt kryds i kalenderen
9.-10. august
Langtur med overnatning Frederikssund-Lindenborg-Frederikssund.
16. august
Kanindåb
26. august
Medlemsmøde
7. september Langture til KBH’s kanaler – en dejlig tur med masser af liv, madpakkepause på Trekroner og kaffe med kage ved Christianhavns kanaler. Vi tager afsted og lejer både til 50 kr. pr roer i ARK. Meld dig til på Holdsport.
En sørgelig men fin afsked med den gæve roer Vandy blev taget 2. maj fra Karlslunde Kirke.
Der var mødt mange medlemmer op for at tage afsked med Vandy, der for sidste gang havde lavet åren langs, som Kim så fint beskrev det i sin meget flotte og bevægende tale.
Vandy blev på fineste vis sendt afsted med en skål og en hilsen med Gammel Dansk i glassene.
Familien sender til medlemmerne:
Kære Roklub venner
Tusind tak for alle blomster og varme tanker ved Vandys sygdom og bortgang.
Med roerhilsen
Randi, Kim og Pia
Åbent hus
17. maj afholdt vi et velbesøgt åbent hus – en vellykket dag.
Der blev givet mange ture til gæsterne i både inriggere og kajakker.
Vores klub blev med succes vist frem og fundet spændende af mange. Flere meldte sig ind på dagen, og andre ser det lige an med stor interesse.
På vanlig vis hyggede vi efterfølgende med grill og samvær på pladsen.
En dag med gang i den på mange måder…
🫣 😅
Roskole
Den følgende weekend afholdt vi roskole for de nye medlemmer og de nysgerrige fra åbent hus. Der mødte 12 nye roere op trods dårligt vejr og ingen udsigt til en tur på vandet.
Vi præsenterede vores klub, vores traditioner og prøvede at give alle en god tørroningsoplevelse på hhv. ergometre og kajakbalance-tingen.
Det blev en god dag og vi takker alle fremmødte instruktører og medlemmer og byder ikke mindst de nye medlemmer velkomne.
Sommerfestival
Igen i år deltog vi med stor succes på Greve Sommerfestival.
En stor gruppe flittige roere pakkede grej og stillede op med en flot og lidt afsides stand på festivalen.
Det viste sig imidlertid, at vi var populære og meget besøgte af både unge og gamle.
Flere kom for at slå deres rekord fra sidste år på vores aktivitet “Dagens bedste”, hvor det handlede om at ro så langt man kunne på 1 minut.
De skarpe drenge fra Mosede Fort indtog ergometer i fuld uniform og roede længere end sidste år – en varm hård tur – 305 m.
Dagens bedste blev igen i år vundet af “Martin” med 346 meter – en forbedring på 3 meter. Der blev roet mange mere eller mindre skønne meter, men det var sjovt og vi havde travlt.
Ny standerflagstang
Vores gamle stander flagstang havde udtjent sin værnepligt og har måtte afgive pladsen til en ny og flot nymalet flagstang.
Den var ikke umiddelbart let at montere, men et superhold mødte op og klarede opgaven med flot resultat ved brug af stærke ro-arme.
Bomnøgler
Vi er dejligt mange aktive roere og nu så mange, at havnen ikke længere udleverer flere bomnøgler til os.
Der er adskillige af de nyere medlemmer, som ofte tager tjansen med traileren for klubben og derfor meget gerne aftager bomnøgler, der ikke længere bruges.
Så hvis du ligger inde med flere nøgler eller ikke bruger din nøgle, så er der aftagere til disse.
Henvend dig til en fra bestyrelsen med bomnøglen, så får vi den omregistreret på havnekontoret og overdraget til ny nøglebærer.
Salg af øl og vand
Keld Nørmølle er flittig indkøber af toiletpapir, køkkenruller, te og kaffe til fri afbenyttelse i klubben.
Finansieringen sker med overskuddet fra øl- og vandkassen, så drikker du meget kaffe, så køb en sodavand eller øl fra det lille køleskab en gang imellem. Betalingen er helst med kontanter i køleskabslågen.
Fællesspisning
Der er stadig ledige datoer og muligheder for at servere sin livret for roveren. Skriv dig/jer på sedlen i klubben…
4. juni står Anne Mette og Thomas for serveringen – menuen er svinemørbrad med salater
18. juni kokkererer Enrique sin populære spaghetti bolognaise.
Sankt Hans
Traditionen tro nyder vi denne aften sammen.
Vi mødes kl 18 til hyggeligt samvær og tager selv mad med til grillen.
Hvis vejret er til det ror vi ud og ser bålene fra vandsiden.
Greve Award
Greve Roklub er blevet nomineret til prisen som årets idrætsforening ved Greve Awards, som finder sted i Portalen tirsdag 3/6-25 kl. 19 – 21.30.
Der er mange medlemmer, der har tilmeldt sig arrangementet.
Vi krydser fingre for at vi denne gang vinder – alle gode gange 3.
Aktivitet på vandet
Motionsturneringen
Greve Roklub deltager også i 2025 i motionsturneringen. Det er en turnering for alle roklubber i Danmark, hvor klubberne hver måned indberetter det antal kilometer, der er roet sammen med, hvor mange medlemmer der har roet kilometerne. Der udregnes så et gennemsnit som danner grundlag for klubbens placering.
Der er en supermotionsliga, 1. division, 2. division og 3. division og sidste år var der også en 4, division, hvor Greve Roklub var nr., 1. Der er 10 klubber i hver division.
Der er i april måned indberettet følgende data: 2.728 roere fra 37 klubber har roet 207.575 kilometer. Det giver et gennemsnit på 76,091 km/roer, og her har vi fra Greve Roklub 39 roere, der har roet 1055 km. Det giver et gennemsnit på 27,051 km/roer og vi får med dette tal en placering som nr. 6 i 3. division lige efter Roklubben Stevns og foran Augustenborg Roklub.
Turneringen føres af Nyborg Roklub som har et gennemsnit på 142,489 km/roer. Det er også en roer fra Nyborg Roklub der har roet flest kilometer i april måned, nemlig 1293 km. Hvis du vil se mere om motionsturnering kan du finde det på Roinfo.dk
Vores placering er ikke prangende i forhold til andre roklubber, men ser vi på vores tidligere sæsoner, så har starten på denne sæson været helt i top. Det er fortsat i maj måned, hvor der er blevet roet mere end 500 km om ugen og der er lige nu 53 roere, som har været på vandet. Så det bliver spændende at se, hvordan vores placering bliver når maj måned er slut.
Det er dejligt at se der er så mange der er aktive og at der er stor trafik på vandet.
Jens
Kaffe-kage ture
Vi har været på sæsonens første kaffe-kage ture. En tur gik sydpå til ishuset i Solrød. Desværre var broen ikke helt gearet til inriggere og ingen havde mod på en tur i det kolde vand med bare tæer. Det blev konstateret, at kage, der har været på rotur smager skønt i klubhuset med roet kaffe.
Kristi Himmelfart drog 4 kajakker, 2 4-åres og 3 2 åres afsted med kaffe og kage til Hundige Havn – en hyggelig tur i dejligt vejr, som samtidig tæller godt i statistikken. Forhåbentlig kommer der flere af disse skønne dage med mange både på vandet og et godt fællesskab omkring roning, hvad enten det er i inrigger eller kajak.
Sæt kryds i kalenderen
28. juni og 7. september – ups, det var en forkert dato i sidste nyhedsbrev
Langture til KBH’s kanaler – en dejlig tur med masser af liv, madpakkepause på Trekroner og kaffe med kage ved Christianhavns kanaler. Vi tager afsted og lejer både til 50 kr pr roer i ARK. Meld dig til på Holdsport.
9.-10. august
Langtur med overnatning Frederikssund-Lindenborg-Frederikssund.
Den mega sjove trend er selvfølgelig også i vores “altid med på beatet” klub.
Små fine badeænder er med mere end let hånd strøet ud i hele klubben. Kig efter dem og smil. De giver smil hver dag – tak for det 🦆
Masser af aktivitet på vandet
De første ture på vandet er taget i skønt vejr.
Der har været livlig aktivitet på vandet i vores inriggere.
Takket være mange aktive kaniner, der er kommet til i løbet af vinteren og mange “gamle” roere, har vi flere gange været 3 og 4 både afsted langs kysten. Et fantastisk syn.
Endnu skønnere blev det, da kajakkerne var klargjort og inriggerne kunne få følge af en stor flok roere i kajakker.
Vi håber på mange flere af disse ture i løbet af sæsonen.
Der er i år mange kaniner, der træner rotag og diverse kommandoer for at blive gode roere og kunne nyde flere ture på vandet. Enkelte er allerede frigivet og klar til dåb.
En gammel tradition tages derfor op i en ny og revideret udgave, så vi kan få døbt alle kaniner på behørig vis og holde fast i en gammel roer kultur.
Sensommeren kommer derfor til at byde på festlig dåb og hygge for alle i klubben.
Udendørs omklædning
Vores udendørs omklædning har fået en fin omgang maling – ikke pink som 1. april foregav, men en til klubhuset matchende farve.
Omklædningen bliver flittigt brugt og har vist sig som et godt tiltag for klubben.
Klargøring af kajakker
En blæsende effektiv søndag 27.4. var mange kajakroere mødt op.
Der blev repareret mindre skader på flere kajakker og polergrejet blev flittigt brugt. et enkelt flashback til Karate Kid – WAX ON, WAX OFF.
Der er enkelte af de nyreparerede både, som endnu ikke er poleret, men processen er i gang.
I samme omgang blev svømmevestene kontrolleret, så sikkerheden kan være i orden, når vi begiver os ud på vandet.
Ro-yoga er tilbage i sommerudgave
Maria tilbyder den eftertragtede sommer yoga tirsdage kl 17.30-18.30 Det er dejligt at kunne skrive, at aktiviteten er lagt på Holdsport i hele perioden 6.5.-5.8. og kan dermed give mange en alletiders mulighed for at nyde Marias populære yogaundervisning.
Meld dig til og mød op i dit “bløde” tøj med en måtte under armen og vær klar til hygge med rovennerne.
Funktionel træning fortsætter
Funktionel træning har vist sig at være så sjovt og hyggeligt, at det ikke er til at slippe over sommersæsonen.
Der vil derfor fortsat kunne trænes stabilitet og styrke i fællesskab tirsdage kl 19-20.
Vi møder først ind når yoga holdet er færdige, så de kan holde ro-yoga-stemningen.
Svømmesæsonen er afsluttet
Den indendørs svømmetræning er afsluttet og kæntringsøvelser klaret for både kajakker og inriggere.
Den årlige svømmeprøve op til sæsonstart bør derfor snarligt være afviklet. Det er op til den enkelte roer at få bekræftet overfor sig selv, at man kan svømme den distance, der kræves – 300 m for inrigger og 600 m for kajak K1 og 1000 m for kajak K2.
Der er tillid til at alle lever op til dette, så ingen styrmænd eller kajakinstruktører tager på vandet med ansvar for ikke svømmekyndige roere.
Der hænger igen i år en seddel på tavlen, hvor man kan notere sig, når man har fået svømmet.
Hvis du gik glip af den sjove men alvorlige leg i svømmehallen, så vil sensommeren i et forhåbentligt lidt lunt bugtvand byde på kæntringsøvelse i mere ægte omgivelser.
Klubtøj
Vi har fået et udvalg af klubtøj ned i klubben.
Mange af modellerne er i hhv. herre- og damemodeller – med og uden talje.
Der er i skrivende stund netop oprettet en webshop via Poul Holm, så vi let kan bestille det eftertragtede flotte røde tøj.
Der bliver delt/lagt et link til shoppen på FB og vores hjemmeside.
Åbent hus
Den tilbagevendende store showdag i klubben er i år 17. maj kl 10-14.
Carsten har markedsført dagen og vi håber på godt vejr og mange besøgende, der kan få et billede af en aktiv klub og en prøvetur på vandet.
Dagen er desuden en god dag for klubhygge, så meld dig til på Holdsport og få en pølse fra grillen ved afslutningen på arrangementet.
Sommerfestival
Igen i år er Greve Roklub med, når Greve Kommune afholder sommerfestival 24. maj kl. 10-17.30
Vi håber at vores stand igen bliver en succes og at Greve Roklub kommer til at fremstå i vores medborgeres bevidsthed, som en god og aktiv klub.
Meld jer endelig til på Holdsport – man behøver slet ikke at være med hele dagen, men duk op i klubtøj og vær med til at fortælle om klubben og give en hånd med til aktiviteterne.
Der vil blive lagt yderligere info om mødetider på Holdsport og FB, når vi nærmer os datoen.
Sommerferieaktiviteter for unge i Greve
Greve Roklub har i år tilmeldt sig med en ferieaktivitet i Greve.
Vi tilbyder sommerroning for 15 unge over 12 år, som kan svømme i uge 27, mandag-fredag kl. 9-14.
Planen er at lade de unge prøver kræfter med rosporten både på land og på vand – eRoning, SUP, kajak og inrigger er hovedaktiviteterne sammen med balancetræning, knob, kneb og kage.
Hvis du har tid og lyst til at deltage enten et par timer eller flere, så giv en melding til Anja R.
Fællesspisning
Der er stadig et par af de eftertragtede datoer tilbage på listen, hvor du kan udfolde dig enten alene eller sammen med andre med et hyggeligt måltid for dine klubkammerater.
7. maj er det Jonas, der står for en endnu ukendt, men sikkert god menu.
21. maj er det Lotte og Anja, der står for det gode måltid.
Mindeord for Vandy Boyborg
Vandy startede sin ro karriere i Greve Roklub sidst i firserne og fik hurtigt smag for de mange glæder der er ved rosporten. Det smittede så meget af på resten af familien at Randi, Kim og Pia også blev aktive roere. Børnene blev taget med til morgenroning når der manglede en.
Interessen for rosporten udviklede sig til at Vandy hurtigt blev kortturs styrmand, langtursstyrmand og instruktør og han var primus motor i tilrettelæggelsen af instruktionen af nye medlemmer igennem en årrække og medvirkende som rochef til et højt aktivitetsniveau i roklubben gennem flere år.
Vandy arrangerede deltagelse i broroning i forbindelse med åbningen af Øresundsbron og tog på langtur på den sydfranske flod Lot, hvor de roede forbi Chateau Cayx, for at nævne nogle af de mange gode oplevelser der har været.
Når der var fest bidrog Vandy aktivt til at skabe den gode stemning, når han tog harmonikaen frem og spillede op til fællessang, senest ved roklubbens 50 års jubilæumsfest.
En gæv roer, mand, far, ven og bedstefar med mere er gået bort. Vandy døde lørdag 26. april efter et kortere sygdomsforløb. Han vil være savnet og der skal lyde en stor tak for den store indsats Vandy har ydet gennem tiden for Greve Roklub. Bisættelsen finder sted fredag 2. maj kl. 11.00 fra Karlslunde landsbykirke hvor alle er velkomne.
Helt i Vandys ånd vil der selvfølgelig være mulighed for en øl bagefter.
Jens Revall
Sæt kryds i kalenderen
14. juni
Sommerfest – tilmelding på Holdsport
28. juni og 6. september
Langture til KBH’s kanaler – en dejlig tur med masser af liv, madpakkepause på Trekroner og kaffe med kage ved Christianshavns kanaler. Vi tager afsted og lejer både til 50 kr. pr roer i ARK. Meld dig til på Holdsport.
9.-10. august
Langtur med overnatning Frederikssund-Lindenborg-Frederikssund.
Carsten Lemann Bunch blev foreslået som dirigent og blev valgt med akklamation. Carsten kunne konstatere at generalforsamlingen var lovligt indvarslet og bemærkede at kravet om indkaldelse gennem lokalpressen kunne betragtes som godkendt med henvisning til det udsendte Nyhedsbrev.
Ad pkt. 2: Bestyrelsens beretning for det forløbne år.
Jens Revall oplyste at de vigtigste opgaver der har været at stå for klubaftener med fællesspisning og det har været dejligt at opleve at det er noget medlemmerne er glade for. Fællesspisningen giver lidt overskud og det har, udover det som fremgår af regnskabet, har dækket udgiften til bl.a. frokosten ved generalforsamlingen og afholdelse af nytårskur.
Jens takkede Enrique, Mariann og Kirsten for deres indsats og var glad for at der var opbakning blandt flere medlemmer om at træde til.
Jens bemærkede at Roklubbens Venner har bidraget med kr. 14000 til det nye køkken og at Hus- og bådfonden har bidraget med kr. 20000 til køb af Karlslunde.
Endelig oplyste Jens at han har indstillet Greve Roklub til at blive årets idrætsforening ved Greve Awards som afholdes 3/6-25 i Portalen. Carsten opfordrede i den forbindelse alle til at møde op med klubtrøje og gøre reklame for vores klub.
Beretningen blev enstemmigt godkendt.
Ad pkt. 3: Forelæggelse af regnskab for det forløbne år til godkendelse
Sanne Møller gennemgik regnskaberne for henholdsvis Roklubbens Venner, Hus- og Bådfonden og Vennernes Fond. Alle regnskaber blev enstemmigt godkendt.
Ad pkt. 4: Fastsættelse af kontingent.
Det blev foreslået at kontingentet for medlemmer der ikke er medlem af Greve Roklub fortsat skal være kr. 20 om året. Forslaget blev enstemmigt godkendt.
Ad pkt. 5: Valg til bestyrelsen.
Jens Revall blev genvalgt som formand. Sanne Møller blev genvalgt som kasserer og Mariann Hjertoft og Anja Revall blev genvalgt som medlemmer af bestyrelsen. Annette Knoth ville gerne afløses og Keld Nørmølle blev foreslået og blev valgt. Alle blev valgt for 1 år.
Ad pkt. 6: Valg af revisor
Gert Juul blev genvalgt som revisor.
Ad pkt. 7: Eventuelt
Anne-Mette Chr. foreslog at der gøres mere reklame for slag af klubtrøjer til nye medlemmer og det evt. blev tilføjet på indmeldelsesblanketten, så alle nye fra starten kunne have en klubtrøje og derved få en stærkere tilknytning til klubben.
Carsten tilbød at få det inddraget i modtagelsen af nye medlemmer. Det blev desuden foreslået at der ved start af sæsonen blev lavet en liste med køb af rotøj hos Poul Holm så vi evt. kan få en mængderabat.
Herefter var der ikke mere til dagsordenen, hvorefter Carsten kunne afslutte generalforsamlingen og takke for god ro og orden.