Årsberetning for Greve Roklub 2025

Det er en fornøjelse at skulle lave en årsberetning for Greve Roklubs virke i 2025, når der er tale om et år, hvor der i den grad har været gang i aktiviteterne på alle fronter. Der har været en aktivitet som vi ikke har set i flere år og det har i den grad haft en positiv afsmittende effekt på livet i klubben.

Nytårskur

Året startede som sædvanlig med nytårskuren som var et tilløbsstykke. Der var mødt 31 medlemmer.

Vi hyldede de medlemmer som har udvist en særlig flid og stor indsats i 2024. Her blev Kirsten Juelsgaard, Flemming Quist og Flemming Lux takket for deres store arbejde for klubben.

Flidspokalen blev for 2024 givet til Anja Revall som har gjort meget for klubben lige fra at skaffe nye medlemmer, instruere morgentræning og funktionel træning og arrangere ungdomsaktiviteter samt planlægning af vinterprogrammet. Anja sætter sig ind i alle problematikker i klubben og har i den grad været en ildsjæl som har gjort en forskel i den rigtige retning for klublivet.

Der har været mange flere aktive og engagerede medlemmer som har været medvirkende til at Greve Roklub blomstre og har et aktivt klubliv og alle fortjener en tak for deres indsats.

Generalforsamling

Generalforsamlingen blev afholdt 8/3-2025. Der var stort fremmøde til den ordinære generalforsamling i Greve Roklub. Årsberetning og regnskaber blev godkendt og der var genvalgt på alle pladser til bestyrelsen. Ligeledes blev det fremlagte budget for 2025 godkendt.

Støtte til roklubben

Vi har i 2025 fået støtte fra DIF/DGI’s puljemidler på kr. 25000 til anskaffelse af nye borde og stole til vores opholdsrum. Det har gjort det betydeligt lettere at flytte rundt på tingene i et rum som bruges til rospinning og fællesarrangementer mv.

Vi har også fået en bevilling fra Trygfonden til indkøb af 5 førstehjælpstasker særligt beregnet til vandsport.

Vi er taknemmelige for den hjælp vi modtager, uden den ville det være betydeligt sværere at få det hele til at fungere.

Nye kajakker

Vi har købt to kajakker i 2025, den ene til erstatning af den kajak som knækkede over året før. Desuden har Steffen Bech doneret sin gamle kajak til roklubben, hvilket vi er meget taknemmelige for. Det betyder at vi fortsat kan have et varieret udbud af kajakker til alle.

DM i ergometer roning

Vi havde to deltagere ved DM i ergometer roning i januar måned nemlig Jonas Jakobsen og Jari Ylänen. De roede begge gode tider, der blev slået personlig rekord på 500 m med 3 sek i tiden 1:42.5 min. for Jaris vedkommende og Jonas roede 2000 m til en flot 3. plads og dermed bronze i tiden 6:47.3 min. 

Tillykke til Jonas og Jari med de flotte resultater.

Greve Award

Vi blev nomineret til årets idrætsforening i 2025 og 20 medlemmer dukkede op i det fineste røde klubtøj, i håbet om at det skulle lykkes 3. gang at vinde prisen, og de fyldte godt i Portalens festsal.

Desværre blev det heller ikke denne gang os, der løb af med sejren. Pyt med det – vi ved jo at vores klub er en dejlig klub at være medlem af og komme i.

Aktivitet på vandet

Aktiviteten på vandet i 2025 har været den bedste siden 2009. 69 medlemmer har i alt roet 14540 km i 2025. I 2009 blev der roet 16899 km af 63 medlemmer. 3 medlemmer nåede over 1000 km i 2025, nemlig Jari Ylänen med 1135 km, Anja Revall med 1025 km og Henrijette Hansen med 1023 km. De modtager alle en sølvåre som bevis for indsatsen.

Vi havde åbent hus i maj måned og her var der stor interesse og det førte til at instruktørerne efterfølgende fik travlt med at lære de nye rosportens finesser. De var flittige og flere af de nye nåede også at deltage i nogle af fælles langture der var i løbet af sæsonen.

Vi har haft to vellykkede ture til Københavns kanaler og en fælles tur med overnatning fra Frederikssund til Lindenborg og retur.

I hverdagen oplevede vi flere gange at næsten alle både var på vandet både morgen og aften og de gange hvor vejret ikke var til at komme på vandet blev romaskinerne flittigt brugt som erstatning.

Sommerfestival

Igen i år deltog vi med stor succes på Greve Sommerfestival.

En stor gruppe flittige roere pakkede grej og stillede op med en flot og lidt afsides stand på festivalen. Vi var populære og meget besøgte af både unge og gamle.

Flere kom for at slå deres rekord fra sidste år på vores aktivitet “Dagens bedste”, hvor det handlede om at ro så langt man kunne på 1 minut.

Det er en aktivitet som medvirker til at synliggøre Greve Roklub for en bredere kreds.

Sommerroning

Sommeren fortsatte med gode oplevelser og gæster i uge 27, som bød på 4 skønne dage med friske drenge. De havde meldt sig for at prøve kræfter med roning i deres sommerferie.

Det var en aktivitet med henblik på at få kontakt med mulige ungdomsroere.

Deltagerne kom på vandet i inrigger og fik afprøvet rotaget i praksis med stor succes – tak til Ronja for at være med her som den stærke roer og rollemodel.

Kajakkerne blev ligeledes afprøvet med lege og den ene dag en udflugt med madpakke og landgang ved strand. Her var Jari og Rosa fantastiske at have med på tur – tak for det.

Helt bestemt en sjov uge som lykkedes og bestemt kan gentages til næste år.

Kajakker på tur

Juli måned byder på fri leg og det tog et lille hold kajakroere til sig og pakkede kajakkerne.

De drog afsted til Bagsværd Sø og havde en fantastisk aften med hygge, dejligt vand og skønt vejr.

Det blev så stor en succes at et hold kajakker drog afsted på en absolut smuk og skøn tur til Boserup. Traileren blev pakket med 9 både og aftenen blev nydt på lækkert vand og en hyggelig madpakkepause. Helt sikkert en succes, der meget gerne må blive gentaget.

Kanindåb

Vi genindførte med stor begejstring den traditionsrige kanindåb.

Det lykkedes med “gamle” roeres hjælp at få genskabt diverse mistede remedier samt genkaldt traditioner og fremgangsmåden for en ordentlig dåb. Dog med enkelte modifikationer.

Det var en festlig dag med musik og mange besøgende på havnen. Kaninerne blev med ærefrygt fulgt af de ærværdige ældre roere, Annette og Søren til Kong Neptun med følge.

Kong Neptun holdt sin tale og bad følget forholde sig de kaniner, der ønskede optagelse.

Efterfølgende blev kaninerne undersøgt af en særdeles pålidelig læge og fik klippet ørerne af den hårde bartskærer, hvorefter drabanterne tog sig af dåben.

En absolut festlig dag, som vi allerede glæder os over er en tradition og derfor gentages til næste år.

Fokus på uddannelse og forbedring af kvalifikationer

Vi har besluttet at satse mere på uddannelse af medlemmerne til først og fremmest kortturs styrmand. En uddannelse som er til gavn for både inrigger og kajakroere.

Det skal også føre til at flere bliver interesseret i at gøre karriere og få uddannelse som langturs styrmand og instruktør i henholdsvis inrigger og kajak.

Det har da også bevirket at vi i 2025 har fået uddannet Anja Revall til instruktør i inrigger og at vores kajakinstruktører har fået opkvalificeret deres kompetencer til IPP 3 niveau.

Det er en udvikling som vil blive prioriteret højt fremover så vi kan følge med i takt med den store interesse der er for rosporten.

Materielkompetencer forbedret

Desuden Anders og Thomas har været på kursus for at dygtiggøre sig i vedligehold af vores materiel.

De har lært om reparation af diverse dele på vores både og desuden lært at arbejde med glasfiber, så vi også kan klare at fikse mindre skader selv på fx. kajakkerne.

Klubaftener

Klubaftener med fællesspisning og andre aktiviteter, som f.eks. saunagus, har været med stor tilslutning og det har været dejligt at flere medlemmer har deltaget i arbejdet med at lave den dejlige mad. Det er en dejlig måde at afslutte en god rotur på. Vi takker for den dejlig mad de har lavet til os og påskønner det store arbejde de udfører.

Vinteraktiviteter

Vi startede 2025 med at købe 5 nye romaskiner samt få installeret TV så det var muligt at dyrke e-roning. Det har betydet at opholdsrummet har været i brug hver dag med træning.

DFfR har som afløsning for 8 Grandprix i denne vinter arrangeret vinterens 5 stærke, hvor der hver måned fra november til og med marts skal roes et antal kilometer af medlemmerne. I november og december blev Greve Roklub den bedste klub på landsplan og det har givet fine præmier i form af drikkedunke og et kursus i e-coach.

Vi har senest investeret i 3 slides som gør det muligt at sætte romaskinerne sammen så man kan lære vigtigheden af at ro i takt, noget som især er vigtigt når vi er på vandet.

Derudover er svømningen en grundpille i vores vinteraktiviteter så vi er bedst muligt stillet når vi skal på vandet igen.

Det er en fornøjelse at se hvordan mange medlemmer har så stor glæde af klubbens tilbud året rundt. Det er tydeligt at det er et alsidigt tilbud som indeholder både træning, både inde og ude, socialt samvær og meget mere.

Vinterbadning

Det lykkedes for den nye vinterbadeklub at få bygget en flot bro som blev indviet i efteråret 2025. Det har betydet at en del af de nye vinterbade medlemmer vi fik i 2024 er flyttet til den nye klub. Vi ønsker tillykke med de nye forhold og glæder os over at der stadig er nogle af vores trofaste medlemmer der fortsætter med at vinterbade i Greve Roklub og at de fleste også er blevet aktive medlemmer i klubben.

Kan det blive bedre?

Vi har oplevet at der gennem de sidste 6 – 7 år har været en stigende tilslutning til vores klub og at aktiviteterne er blevet flere og mere varieret og med stor tilslutning. I 2025 har vi nået et resultat på aktiviteterne både på vand og land som er fantastiske. Det er en udvikling som fortsætter, hvis vi fastholder og fortsat udvikler den retning der er lagt.

Vi skal fastholde det høje aktivitetsniveau og den store tilslutning fra mange aktive medlemmer som er parate til give en hånd med til at løse til praktiske opgaver der foreligger. Det medvirker til en god oplevelse for alle.

Vi har et fællesskab i klubben som gør det til rart sted at være og som trækker flere ind i flokken.

Alt dette skyldes at vi har mange frivillige medlemmer som bidrager med deres energi i bestyrelse, udvalg, som instruktører og meget mere.  Det er det som får det hele til at fungere og gør Greve Roklub til den bedste idrætsforening.

Jens Revall

Skriv et svar