
Kanindåb
16. august genindførte Greve Roklub med stor begejstring den traditionsrige Kanindåb.
Det lykkedes med “gamle” roeres hjælp at få genskabt diverse mistede remedier samt genkaldt traditioner og fremgangsmåden for en ordentlig dåb. Dog med enkelte modifikationer.
Klubben er derfor nu de heldige ejere af en dåbskasse indeholdende tøj til Kong Neptun og følge samt Kong Neptuns tale. Denne lykkedes det at rekonstruere ud fra Kims exceptionelle hukommelse og gamle bevaringsværdige billeder.
Det var en festlig dag med musik og mange besøgende på havnen. Kaninerne blev med ærefrygt fulgt af de ærværdige ældre roere, Annette og Søren til Kong Neptun med følge.
Kong Neptun holdt sin tale og bad følget forholde sig de kaniner, der ønskede optagelse.

Efterfølgende blev kaninerne undersøgt af en særdeles pålidelig læge og fik klippet ørerne af den hårde bartskærer, hvorefter drabanterne tog sig af dåben.
Flere tog en tur i havnen med stor fornøjelse for tilskuere. En enkelt undsluppen kanin aka Christian måtte ligeledes en tur i havnen inden vandkampen.
Et vådt og klamt slæng tog en dukkert og fik derefter overrakt dåbsbeviser med skål og tale.
En absolut festlig dag, som vi allerede glæder os over er en tradition og derfor gentages til næste år.
Sååå er du endnu ikke platfodet roer, så får du muligheden for at blive det til næste år.

Langtur med overnatning
9.-10. august genoptog klubben endnu en gammel tradition – langtur med overnatning.
Dels fordi det er sjovt og hyggeligt at være på tur med rovenner i “fremmed” farvand og for at kunne sende flere styrmænd afsted på DFfRs kursus for langtursstyrmænd.
Turen startede i Frederikssund Roklub, hvor vi drog ud fra i en lånt 4’er og to egne medbragte kajakker.
Under skarp supervision af erfarne langtursstyrmænd og via søkort roede vi til Lindenborg Roklub med skønne pauser og udsigt til nye kyster.
Ved ankomsten nød vi lækker hjemmebagt kage, god mad og ikke mindst ægte roerkaffe – irish coffee.
Det ene sæde i båden blev delt mellem to roere, så Ingrid roede ud og Margarita tog turen hjem med holdet.
Efter en god nats søvn med snorken på mere eller mindre luftfyldte madrasser gik turen tilbage mod Frederikssund med en anelse mere rygvind end på turen ud.
Det var en helt fantastisk tur med 54 km til ro-loggen og en masse sjov og grin med hjem i bagagen.



Kajak udflugt til Boserup
25. august drog et hold kajakker afsted på en absolut smuk og skøn tur til Boserup. Traileren blev pakket med 9 både og aftenen blev nydt på lækkert vand og en hyggelig madpakkepause. Helt sikkert en succes, der meget gerne må blive gentaget.


Fødselsdag
19. august overraskede vi Jari, der fyldte 50 år. Det var fantastisk at se så mange fremmødte til funktionel træning.
Det var en sjov og hyggelig aften med smuk sang fra Enrique, lækker tapas og skønne bobler samt virkeligt lækre lagkager kreeret af Ingrid.
Fødselaren blev i særdeleshed overrasket og glad for at se så mange og nyde det gode selskab med masser af rovenner. Et stort tak til alle der var med til at gøre dagen særlig.


Vraggods
Greve Roklub kan pryde sig af at have øget egenkapitalen i løbet af august måned.
Vores særlige opmærksomhed på rene have og godt miljø, har gjort at vi på månedens ture har indfanget en del vraggods.


Det er i al beskedenhed blevet til tre ret store fendere, en spand og en stol.
Det giver et godt grin og en vis status at indfange det sejeste vraggods.
Medlemsmøde
26. august afholdt vi medlemsmøde med mulighed for at byde ind med alt, hvad man lige havde på hjertet ift klubbens drift.
Mange medlemmer mødte op med udsigt til dejlig citronmåne, te og kaffe.
Der kom flere gode punkter og ideer på tavlen.
- Holdsport – de angivne tidspunkter ved aktiviteter på vandet besluttede vi at ændre. Det er derfor nu det faktiske mødetidspunkt, der står på holdsport.
- Der var et ønske om flere ture på hverdage for kajakker. Traileren til kajakkerne er blevet fikset og dermed er det muligt at tage på tur. Der er plads til både planlagte og spontane ture.
Turene kan meldes ud via holdsport ved at kontakte Lotte på messenger “Charlotte Chytræus” eller mail charlotte.chytraeus@gmail.com. Der er desuden chatgrupper tilknyttet vores Greve Roklub – vi er medlemmer side på FB, som vi anbefaler bruges, så alle føler sig inddraget i fællesskabet. - Kajakroerne ønskede at afprøve surfski, der skulle være særligt gode til vores vand. Det kigger vi mere på og ser om vi kan låne både til afprøvning.
- Der er blevet udarbejdet et årshjul, hvoraf alle vores traditioner og mange faste opgaver fremgår. Det er hængt op på tavlen for at synliggøre aktiviteterne og livet i klubben, som alle er velkomne til at deltage i.
- Der var et forslag om at finde sponsorer og evt. sælge firmaarrangementer som oplevelser på vandet med spisning og fest i klubben. Det er et større projekt, der kræver en arbejdsgruppe med blik for, at vores grej er dyrt og skrøbeligt.
- Der var yderligere et ønske fra kajakroerne om en instruktøropmærksomhed på instruktionsforløb af nye kajakroere.
- Hus- og materieludvalget opsummerede kommende struktur på vedligehold af grej henover vintersæsonen. Anders C og Thomas skal på DFfRs materielkursus til november og tilegne sig en masse viden om korrekt pleje af grej.
Målet er at vi alle bliver bedre til at reparere udstyret og passe på det til hverdag. - Der er udarbejdet en uddannelsesplan i klubben, der skal understøtte fleksibiliteten og give den enkelte roer en større viden om god skik på vandet samt kendskab til at aflæse vejr og vind.
Bestyrelsen anbefaler, at alle roere, inrigger såvel som kajak, deltager i vinterens teoretiske styrmandskursus. Det er derefter muligt at tage den praktiske prøve i den efterfølgende rosæson, hvis man føler sig klar.
Korttursstyrmænd
Margarita har den 11. august også bestået den praktiske prøve og kan dermed kalde sig for korttursstyrmand. Tillykke til Margarita.
Målet er at flere roere, der har bestået teoretisk prøve, består den praktiske i løbet af denne sæson.
Motionsturneringen
Greve Roklub ligger også i juli måned nr. 8 i 3. division med et gennemsnit på 132,081 km. Efter os ligger Sønderborg Roklub, Roklubben Stevns og Augustenborg Roklub.
Vi er stadig placeret i den nederste del af turneringen, men set i forhold til hvad vi har roet i de seneste sæsoner, er vores resultat ganske godt. 62 medlemmer har roet 8189 km indtil 31/7-25 og det fortsætter med den gode aktivitet, så vi kan være godt tilfreds, selvom der er noget op til de klubber som fører i turneringen. Her fører Hellerup Dame Roklub fortsat med et gennemsnit på 364,224 km skarpt forfulgt af Gefion med 358,523 km.
Jens Revall
Aktiviteter i september
- 2. september – bestyrelsesmøde
- 3. fællesspisning – Flæskestegssandwich.
- 7. september – Langtur til KBH’s kanaler – en dejlig tur med masser af liv, madpakkepause på Trekroner og kaffe med kage ved Christianhavns kanaler. Vi tager afsted og lejer både til 50 kr pr roer i ARK. Meld dig til på Holdsport.
- 17. september – Der er stadig plads på listen til at byde ind med sin favoritret til en kommende fællesspisning
- 22. september – Udflugt til Bagsværd sø-Furesø-Holte. Mødetid i klubben kl 16. Begrænsede kajakpladser – meld til på Holdsport.
Sæt kryds i kalenderen
- 1. oktober Svømmesæsonen starter
- 5. november Fællesspisning og Banko
- 29. november Julefrokost kl 13
Panserulk og Knurhane
aka
Lotte og Anja
