logo
Forside
Billeder Historier Klubbladet Gæstebog

Historier fra klubben

Se ældre historier...

Karlebo Marathon af Kim Boyborg
Artikel i Frederiksborg Amts Avis 4. sept 2006

Otte timer på "snooze"

Med en mobiltelefon og chokolade opnåede herrerne fra Greve Roklub bronze til dette års Karlebo Maraton.


Ti sekunder.
Længere tid tager det ikke for Kim Boyborg, Asbjørn Adsersen og Troels Pedersen at skifte plads i deres båd, når de efter ti minutters roning skifter, så en ny man kan få en pause ved roret. De tre roere fra Greve Roklub kæmpede sig til bronze ved årets Karlebo Maraton, der traditionen tro byder på en maraton i sømil fra Nivå Havn og ind forbi Holmen, Den Sorte Diamant og Slotsholmen, som er vendepunktet. I år en tur på seks timer, 49 minutter og 18 sekunder for de tre herrer, der lørdag ved middagstid fejrede placeringen med kransekage, champagne og chips.
Undervejs havde de dog svært ved at afgøre, hvornår det var "skiftetid".
- Ingen af os havde ur på, men hvad gjorde vi så? Satte alarm på min telefon og "snoozede" hele vejen. Så nu ved jeg, at min mobiltelefon kan "znooze" i otte timer, fortalte Kim Boyborg med henvisning til mobiltelefonens funktion med at slå alarmen midlertidigt fra, hvis man i andre sammenhænge lige skal have ti minutter "på den anden side".


Ro stærkest
Stemningen var høj, da også dameholdet fra Greve Roklub var kommet godt i mål i en tid, der næsten var nok til at udløse medalje.
Klubbens mix-hold havde roet hele natten, så de var taget hjem for at sove. Det er nemlig helt op til roerne at afgøre, hvornår de vil stikke af fra Nivå Havn - det måtte dog tidligst ske fredag aften klokken 21.00.
- Hvornår sejlede I, spurgte journalisten?
- Roede!, lød det som små brøl fra flere af roerne, og det gentog sig flere gange i det efterfølgende interview, indtil journalisten fik løsrevet sig fra sin fortid i en optimistjolle.
I det hele taget må man sige, at roerne efter knap syv timers slæb ved årerne var i det, man kan kalde "no-bull-shit"-humør - eksempelvis er hemmeligheden bag den gode placering umiddelbart det at "ro stærkest".
Og spise chokolade - for damernes vedkommende suppleret med flere figner og nødder end herrerne, lød det til.
Der er dog også en række andre forhold, der spiller ind, og det lykkedes at liste et par af trickene ud af roerne. Et af trickene er forklaringen på, at roerne selv bestemmer, hvornår de vil ro.
- Det taktiske element er starttidspunktet, indledte Susanne Pedersen og Asbjørn Adersen forklarede.
- Vinden var i sydvest og strømmen kom fra nord og gik mod syd. Vi vidste, at det ville tage os tre en halv til fire timer at ro til Slotsholmen, og ud på morgenen ville strømmen vende, og det ville blæse op fra syd.
Derfor roede herrerne klokken 4 lørdag morgen, mens damerne roede klokken 02.45, da de roer lidt langsommere og derfor skulle have mere tid til at nå til København, inden strømmen vendte.
Og nej, mixholdet er ikke dumme, de ville blot undgå at ligge og vende og dreje sig i et telt og vente på det optimale tidspunkt - det kan nemlig også være en faktor, der spiller ind. Lidt modstrøm eller træt efter en nat uden søvn?


Kaniner i bugten
De tre herre fra Greve Roklub har dog prøvet det så mange gange, at de sagtens kan sove, og da de fleste af de bedste roere netop stak ud af Nivå Havn tidligt lørdag morgen, var det oplagt.
Det handler nemlig også om psykologi, når man skal ro lange stræk over eksempelvis Nivå Bugten, der kan være en "dræber", fordi man er så langt fra land - det er svært at se, at man overhovedet kommer fremad.
- Så man bruger de andre som kanin, siger Kim Boyborg og forklarer, at det at kunne se og indhente de andre både er en stor motivationsfaktor, når den høje fart skal holdes - cirka 6 knob i gennemsnit, svarende til 11-12 kilometer i timen.

Se tilhørende galleri: Karlebo_2006

Ældre historier

Ferielangtur på Limfjorden - af Kim Boyborg
Prag - København i Inrigger (2009) - af Susanne Pedersen
Grill-mad og en Thaipige ! - af Susanne Pedersen
UngdomsOutriggerskole i Sorø - af Trine Pedersen
Ferielangtur Møn rundt - af Pernille Sahl
Jysk Maraton - af Asbjørn Adsersen
UngdomsVintertræf 2008 - af Kim Boyborg
Kerteminde Tur-Retur. - af Susanne Pedersen
Karlebo Marathon - af Anna Munck Laybourn
Fredensborg lokalavis skriver - af Asbjørn Adsersen
Oslo - Greve i en inrigger - af Kim Boyborg
Jysk Marathon - af Anna Munck Laybourn
Kanintur på Mølleåen. - af Kristian Brandt
Standerhejsning 2007 - af Kim Boyborg
Karlebo Marathon - af Kim Boyborg
Sjælland rundt 2006 - af Kim Boyborg
Langtur Roskilde fjord - af Kim Boyborg
Ungdomsvintertræf i Randers - af Anna Munck Laybourn
Rotur med fortrolig fauna - af Anna Munck Laybourn
Materielweekend - af Asbjørn Adsersen
Digital legeuge - af Kim Boyborg
Kanindåb - af Ulla Pedersen
Sommerferie-sjov i Ishøj Roklub. - af Susanne Pedersen
Åsnen Sverige langtur i kajak - af Kim Boyborg
Uddeling af kuverter - af Kim Boyborg
Bådbytning uden bølger - af Anna Munck Laybourn
Karlebo Marathon 2004 - af Kim Boyborg

Greve Roklub, Mosede Havnevej 20b, 2670 Mosede
Telefon: 43 60 19 15

[ 22022 ] Valid XHTML 1.0! Valid CSS!