Historier fra klubben
Sjælland rundt 2006
af Kim Boyborg
I mangel af andre fornuftige ting at lave i sommerferien, kan man jo altid ro rundt om Sjælland...
Det var nu ikke helt det argument Asbjørn brugte for at overtale Troels og mig, men det lykkedes ham alligevel. Både Asbjørn og jeg har været et par gang rundt om øen, mens Troels kun har været med på et stykke af vejen. Denne gang skulle han vise sig som en rigtig mand og tage hele vejen.
Vi mødtes søndag aften i klubben og gjorde det meste af udstyret klar. Der blev pakket langturstaske, valgt telt, fundet sprit til trangiaerne og installeret musik i båden. Jeg havde taget et par ombyggede, batteridrevne højttalere og en lille mp3-afspiller med. Samt en bunke batterier. Troels havde også en håndfuld strøm med og en afspiller. Den havde desværre været i hænderne på en teenagetøs nogle år - og var derfor for smadret til at fungere. Planen var at jeg skulle have "de fjollede syng-med-sange" og Troels skulle have "rare at lytte til" sangene med. Nu havde vi kun de fjollede... Det startede godt.
Mandag morgen fik vi pakket båden og begyndte at ro - troede vi. Da vi lå ud for havnen på vej sydom kom vi pludselig i tanker om, at vi faktisk ikke havde snakket om, hvad vej vi skulle tage. Vejret (og udsigten) kunne ikke afgøre det for os, så det endte med at vi slog plat eller krone om det. Plat for syd, krone for nord (til Kronborg selvfølgelig). Det blev plat.

For at teste os selv havde vi sat os for, at det første stræk skulle være 24-timers roning. Derfor var første pause også først ved Stege Roklub. Vi havde troet at Troels ville vise sig som en mand på denne tur, men han havde alligevel taget læderhandsker og sportstape på. Mine hænder var lidt misundelige allerede. Og mine lår havde fået røde, hævede plamager af varmen og solen. Så var det godt at sidde lidt i skygge med en kold leverpostej på låret.
Turen gik videre sydpå, og bortset fra en lille kagepause ved Kalvehave fortsatte vi mod Vordingborg ved godt mod. Det var omkring dette tidspunkt vi fandt ud af, at der kun kunne være ca fire timers musik på afspilleren, for vi havde hørt enkelte numre et par gange nu. "Fuld af nattens stjerner" passede godt til tidspunktet, men man gider kun at synge med på den et par gange.

Så vi slukkede og nød mørket og stilheden. Og en sej, støvet orange måne, der kæmpede sig op over horisonten. Planen var, at vi lige skulle have et par timers hvil i Vordingborg, men da vi først fik et par gryder trangiamad at spise og lagt os i soveposerne... Ja, så var det rigtig svært at komme op igen. Især fordi klokken var 02, da vi kom frem. Vi blev vækket af en morgenroer, der lukkede os ind i klubben. Vi havde nemlig sovet på fliserne foran portene. Det var heldigvis et helt fantastisk sommernattevejr. En anden grund til at vi blev liggende var, at vi havde været landsyge, da vi gik i land. Lidt som at være fuld, bare uden det sjove. Vi tog det som et tegn på, at vi ikke skulle presse os selv mere...
Dag 2 gik i Vordingborg. Sumpe på sofaen, købe lidt ind, vaske trangia, sumpe på terrassen, vaske os selv, gumle fast-food, pakke båden, sumpe bag åren. Hov, var vi taget afsted!
Aftenens etape gik ud til Knudshoved Odde og endte til sidst i Karrebæksminde. Vi roede ind bag havnen og fandt en relativt afsides flydebro, der så rar og behagelig ud. Dér fortøjede vi båden og rullede soveposerne ud lige ved siden af. Endnu en god nat under åben himmel, selv om der faldt lidt dug. Og på grund af den pokkers sol kunne vi ikke lade være at stå nogenlunde tidligt op. Den nærved liggende lystsejler kiggede lidt, da der dukkede et søvnigt hoved op bag molen.

Efterhånden var vi kommet ind i en god rutine med gode skift og fint træk, så vi holdt helt til Stigsnæs før frokost. Her fik vi lidt ekstra appetit ved at skubbe rundt med bilerne på P-pladsen. Ikke helt for sjov. Nogen havde parkeret foran en indkørsel, og en dame SKULLE ud for at komme på hospitalsbesøg. Så vi flyttede da lige en gammel Volvo... Da den obligatoriske stribe rugbrød var indtaget, besluttede vi os for at supplere med en is. Hvad vi ikke vidste var, at den iskiosk lavede nogle af Sjællands største is. Hvad vi fik bevis for, da TV-2 Øst kom for at lave en reportage. Så måtte vi jo også lige give et interview. Bagefter fik vi at vide, at en tre-kuglers vaffel vejede lige over 600 gram!

Næste milepæl var Storebæltsbroen, der langsomt blev større og større. Om det var udsigten til at skulle kigge på så absurd stort et bygningsværk, der fik os til at gå i selvsving vides ikke. Det kunne også være al den is. Eller fordi der var helt vindstille og MEGET varmt. Årets varmeste dag, har vi senere fået at vide. Under alle omstændigheder begyndte vi at snakke tysk. Ikke fordi nogen af os var gode til det, tro endelig ikke det! Vi holdt ud i en god halv time, så blev det for meget. Man skulle nok have været der... Dagen sluttede med et bad i Mullerup havn, hvor vi overnattede bag den store værftsbygning. Uheldigvis kunne vi regne ud, at vi skulle over 100 km næste dag, så det blev en kort nat.
Op med solen og afsted i den begyndende varme. Morgenmaden indtog vi først efter Jammerland bugt, lige ved roden af Asnæs. Et par forundrede badegæster gav os lidt selskab på stranden. Der kommer vist ikke så mange inriggere til den strand. Nu kunne vi se Asnæsværket komme nærmere. Det har den samme ubehagelige evne som Storebæltsbroen og Avedøreværket til at få roere til at føle, at man ikke kommer nogen vegne. Heldigvis havde vi god fart på, og over frokost var vi kommet forbi Kalundborg og på vej mod spidsen af Røsnæs. Her gik det galt igen - og den næste fulde time snakkede vi tysk på det groveste. Det var altså timen, der var fuld. "Eeeeein Hund ging in zu ein Schlachter, und klaut` ein stückchen Fleisch..." Og pludselig var vi kommet rundt om Røsnæs.

Vi kom blæsende ind i havnen,mens vi skrålede med på "New York, New York". Pause og mad i Røsnæs havn og videre mod Nekselø. Desværre manglede der et stykke kort her, så der var nok 10 km mere end vi regnede med og det var i en grim modvind. Her blev det nødvendigt med druesukker, Red Bull og chokolade. Man er rigtig sur på Nekselø, mens man ror mod den, men rigtig glad for det læ den giver, når man endelig når den. Det var for mig nok det hårdeste stræk på hele turen. Under vores pause under Ordrup Næs fik vi at vide, at der var et tordenvejr på vej, så det gjaldt bare om at komme rundt om Sjællands Odde i en fart. Det var også planen, så vi gav os godt de næste par timer. Og vupti - så var vi rundt om odden og på vej mod havnen dér.

Pudsigt nok havde vi haft et hul med blå himmel over os det meste af turen. Ved Odden havn sov vi i sheltere og nød det ene sæt øl, vi havde fået med. Vi sov godt! Så godt, at vi først kom afsted op ad formiddagen næste dag, men da var vores mål også kun Gilleleje. En truende sky tvang os ind i Hundested havn, hvor Troels benyttede lejligheden til at sende det postkort, han havde villet sende det meste af turen. Nu nåede vi nok hjem før det. Turen til Gilleleje var bare lang og relativt kedelig. Vi havde på forunderlig vis stadig masser af strøm på det første sæt batterier til højttalerne, så dem fyrede vi lidt op for og sang med.
Stemningen var fin, da vi endelig nåede til Gilleleje, men vi var også blevet lovet fest og øl. Der var nemlig havnefest i fuld gang, og de gør noget ved det i Gilleleje. Vi fortøjede båden under klubben (det er på pæle), og tog over for at kigge på det. Ankers Tivoli var der og en masse boder og salgssteder og det hele var lukket af ude på havnen, så man skulle betale entre. Roklubben stod for en ølbod, så det lovede jo godt. Vi fik sendt Asbjørn ind - gratis p.g.a. gode forhandlingsevner. Han blev derinde lidt vel længe. Så jeg blev nødt til at købe en øl selv. Til sidst kom han dog ud med nøglen og et par øl. Der var dog ingen af os, der havde energi til at feste, så vi trissede til klubhuset, lukkede en masse varm luft ud, bagte en kage og ventede på at havnefesten skulle skrue lidt ned for volumen. Det skete ikke, men vi faldt da i søvn alligevel. Det var eneste gang på turen vi sov under civiliserede forhold. Hvis man ikke tæller middagslur i Vordingborg med.
Op kl. "tidligt!" og pakke det hele. Vinden og bølgerne var frisket lidt op, men det lignede medvind. Det blev den højeste bølgegang på turen indtil vi nåede Kronborg. Det er altid dejligt at runde det slot. Så ved man, at man nok skal klare det. Og det var stadig morgen. Morgenmad i Helsingør med en tankstations-snegl til, så var man frisk igen. Vi strøg ned langs Strandvejen og før end vi så os om, var vi i Københavns havn. Der var stadig nogle timer til slusen åbnede, og strømmen var ikke så stærk. Vi vurderede derfor at det var en smal sag at komme gennem stigportene. I mere end een forstand. 10 stærke og åren langs, så var den klaret. På den anden side lagde vi til og Troels og jeg gik til tanken efter hotdogs, ispinde og kolde sodavand. Så var det blevet eftermiddag, og der var kun næsten 30 km hjem!
Efter indtagelse gik det videre mod hjemlige farvande. Vi havde vist slappet for meget af undervejs den dag, for omkring Brøndby bestemte vi os for, at vi skulle bæres ud af båden - og satte derfor over i kaproning! Både tempoet og humøret var højt resten af vejen hjem.

Det er en fantastisk fornemmelse at se Mosede havn igen efter sådan en tur. Og endnu bedre med fryd at lægge hånden på broen og få serveret chips, chokolade og boblevand i båden, mens man stadig puster af den sidste anstrengelse. Helmut, Randi og Vandy samt Minna med følge var dukket op for at tage imod os. Tak for det.
Vi nåede rundt på 5 døgn og 11 timer.
De gæve Grever
Asbjørn, Troels og Kim
Se tilhørende galleri: Sjaelland_Rundt_2006
Ældre historierFerielangtur på Limfjorden - af Kim Boyborg Prag - København i Inrigger (2009)
- af Susanne Pedersen Grill-mad og en Thaipige !
- af Susanne Pedersen UngdomsOutriggerskole i Sorø - af Trine Pedersen Ferielangtur Møn rundt - af Pernille Sahl Jysk Maraton - af Asbjørn Adsersen UngdomsVintertræf 2008 - af Kim Boyborg Kerteminde Tur-Retur.
- af Susanne Pedersen Karlebo Marathon - af Anna Munck Laybourn Fredensborg lokalavis skriver
- af Asbjørn Adsersen Oslo - Greve i en inrigger
- af Kim Boyborg Jysk Marathon - af Anna Munck Laybourn Kanintur på Mølleåen.
- af Kristian Brandt Standerhejsning 2007 - af Kim Boyborg Karlebo Marathon - af Kim Boyborg Sjælland rundt 2006
- af Kim Boyborg Langtur Roskilde fjord - af Kim Boyborg Ungdomsvintertræf i Randers
- af Anna Munck Laybourn Rotur med fortrolig fauna
- af Anna Munck Laybourn Materielweekend - af Asbjørn Adsersen Digital legeuge - af Kim Boyborg Kanindåb - af Ulla Pedersen Sommerferie-sjov i Ishøj Roklub.
- af Susanne Pedersen Åsnen Sverige langtur i kajak - af Kim Boyborg Uddeling af kuverter - af Kim Boyborg Bådbytning uden bølger
- af Anna Munck Laybourn Karlebo Marathon 2004
- af Kim Boyborg
|